Det blev ikke en god aften for Daniel Wass og Valencia, da de onsdag aften gæstede Atalanta i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.
Kampen blev spillet på San Siro i Milano, da Atalantas normale stadion i Bergamo er under renovering, og på banen i Milano sikrede italienerne sig en flot 4-1-sejr over de spanske gæster.
Læs også:Medie: Her er Martin Braithwaites trøjenummer i FC Barcelona
Daniel Wass startede inde på højre back for Valencia, og efter blot 15 minutter kunne han se sit mandskab indkassere kampens første mål. Atalanta-profilen Alejandro Gomez sendte et fladt indlæg ind i feltet, hvor Hans Hateboer fik dirigeret bolden i mål.
Efterfølgende kom Valencia til flere chancer, men de formåede ikke at sende udligningen i mål. I stedet kunne Atalanta udbygge føringen efter 41 minutter. Josip Ilicic modtog bolden på kanten af Valencias felt og sendte flot bolden op i det fjerneste hjørne.
Læs også:Manchester City sejrede sikkert mod West Ham
Efter pausen fortsatte Atalanta med at udbygge føringen. I det 57. minut kunne Remo Freuler score til 3-0 med et fantastisk hug fra kanten af feltet, og få minutter senere scorede Hateboer sit andet mål i kampen og bragte værterne foran med 4-0.
Valencia sendte efterfølgende Danis Cheryshev i aktion, og den indskiftning gav straks pote. Russeren scorede med et tørt hug fra kanten af feltet i sit blot andet minut på banen.
Det blev dog ikke starten på et comeback. Der blev ikke scoret yderligere, og Atalanta sikrede sig dermed en fornem føring på 4-1 før returopgøret i Spanien i marts.
Læs også:Se målene: FC Nordsjælland kørte AC Horsens over
Læs også:Onsdagens rygtebørs: Manchester City vil have tysk stjerne
Læs også:Bo Henriksen efter afklapsning: Jeg er ikke bange eller bekymret