Om blot få timer skal FC København op mod Leicester i Champions League, og det bliver for manager Ståle Solbakken samtidig et gensyn med en tidligere spiller, nemlig Daniel Amartey.
Den tidligere storprofil for FC København blev nemlig solgt til Leicester for knap et år siden, og han forventes endda at starte inde for Leicester.
Der bliver dog ikke udvekslet historier om gamle dage imellem de to parter før kampstart - men sangen er en anden, når kampen er færdigspillet.
- Jeg vil snakke med manageren (Ståle Solbakken, red.) efter kampen. Han har haft stor betydning for min karriere. Han har hjulpet mig meget i København. Jeg har meget at takke ham for, men det bliver efter kampen, siger Daniel Amartey til Leicester Mercury inden kampen.
Selvom Daniel Amartey har stor respekt for Ståle Solbakken og FC København, er han dog godt klar over, at følelserne ikke kan spille, og at der er andre ting at koncentrere sig om.
- Han gav mig en chance, og han gav mig selvtillid til at spille, men jeg er en Leicester-spiller nu, og jeg er fokuseret på at hjælpe Leicester med at få sejren, afslutter Amartey.