Robert Skov startede inde og imponerede, men det var ikke nok for Hoffenheim, der skuffede og tabte til Augsburg på hjemmebane i Bundesligaen fredag aften.
Robert Skov scorede ellers efter knap 15 minutter, da han modtog bolden på kanten af feltet, og herfra trykkede han af og sendte en hård flad afslutning i mål. Dermed udlignede den tidligere Superliga-topscorer til 1-1, da Philipp Max havde bragt Augsburg foran få minutter forinden.
Det var Robert Skovs andet mål i Hoffenheim, men det var ikke nok til at sikre Hoffenheim point.
For selvom der ikke blev scoret yderligere før pausen, viste Augsburgs Florian Niederlechner sig frem i anden halvleg. Først fremtvang han et straffespark efter 51 minutter, som Philipp Max tog sig sikkert af, og fem minutter senere sendte han en flot stikning i dybden til finske Fredrik Jensen, som sendte bolden i mål med en kølig afslutning.
Ti minutter før tid markerede Robert Skov sig imidlertid igen, da han sendte et skarpt indlæg ind i boksen, hvor Jurgen Locadia headede bolden i mål og reducerede.
Blot få minutter senere var Florian Niederlechner dog igen på spil, da han lagde op til Iagos 4-2-mål i et kontraangreb, og det blev kampens sidste scoring. Augsburg vandt dermed 4-2.
Augsburg er efter sejren nummer ti i Bundesligaen. Hoffenheim har ét point mere end Augsburg og er på ottendepladsen i rækken.
Se Robert Skovs mål i videoen øverst i artiklen.