Video : Tipsbladet
Bundesliga

Leipzig udnyttede Dortmund-blundere og fik vigtigt point

Borussia Dortmund fik scoret tre gange, men begik samtidig flere fejl i forsvaret og spillede derfor 3-3 med RB Leipzig.

Et vigtigt opgør i toppen af Bundesligaen ventede tirsdag aften, hvor Borussia Dortmund skulle forsøge at holde trit med førerholdet RB Leipzig.

Den første store chance tilfaldt Mats Hummels, der headede på mål efter et lille kvarter. Forsvarsspilleren måtte tilbage og hente bolden, men fik alligevel kraft nok i forsøget til at udfordre Peter Gulacsi.

I det 21. minut slap Achraf Hakimi igennem i højresiden og sparkede på mål, men vinklen blev for spids, og Gulacsi kunne uden de store problemer afværge forsøget.

Kort efter skulle Jadon Sancho have bragt hjemmeholdet i front, da han sparkede lige på den ungarske Leipzig-keeper centralt for mål. I stedet kunne den unge englænder se holdkammerat Julian Weigl gøre det til 1-0.

Dortmund fik fat i riposten fra Sanchos afslutning, og Weigl trykkede af fra distancen. Bolden kunne Gulacsi sagtens have reddet, men han fik lagt sig for tidligt ned, og på forunderlig vis lod han bolden stryge ind.

Yussuf Poulsen fik første Leipzig-mulighed nogle minutter senere, da han klappede på kassen fra kanten af feltet. Forsøget endte dog over overliggeren.

Læs også:Tirsdagens rygtebørs: Premier League-klub vil leje Real-spids

Efter 35 minutter gjorde Julian Brandt det derfor til 2-0.

Sancho modtog bolden i venstresiden og fandt Brandt i udeholdets felt. Midtbanespilleren vendte rundt på flotteste vis, og med en knastør afslutning udbyggede han føringen.

I de sidste sekunder var Poulsen atter tæt på, men Roman Bürki var hurtig til at reagere og fik sendt danskerens hovedstød fra tæt hold over overliggeren.

Det stod 2-0 til Dortmund ved pausen.

Det blev der imidlertid lavet om på bare halvandet minut inde i anden halvleg, da Poulsen forlængede en lang aflevering. Bürki kom ud af sit mål for at sende bolden væk, men keeperen headede svagt til bolden, som Timo Werner fik fat i.

Den tyske landsholdsangriber havde pludselig frit mål, og han skuffede ikke. Nu stod det 2-1.

Læs også:Werder Bremen nærmer sig bunden efter ny ydmygelse

Dortmund var rystede, og gæsterne fra Østtyskland fik endnu en gave bare få minutter senere. Julian Brandt ville spille bolden tilbage til Bürki, men han havde tydeligvis ikke set Werner, der kunne opsnappe bolden.

Med et enkelt træk fik Werner driblet sig uden om Bürki, og så kunne han trille udligningen i mål. 2-2 stod det efter 53 minutter.

Men dramaet var langt fra ovre, og to minutter senere var det værternes tur til at juble. Hakimi spillede Marco Reus mod baglinjen, og med en aflevering skråt tilbage i feltet fandt han Sancho, der gjorde det til 3-2.

Efter en times tid blev Yussuf Poulsen taget fra banen, og formstærke Patrik Schick blev skiftet ind.

Og det viste sig at være en god beslutning af Julian Nagelsmann. For Raphael Guerreiro var uopmærksom i det 78. minut, og Christopher Nkunku kunne næsten prikke et indlæg forbi Bürki. Kuglen ramte dog Dortmund-keeperen og røg tilbage i feltet, hvor Schick kom løbende og satte 3-3-målet ind.

3-3 var stillingen desuden ved slutfløjt, hvorfor RB Leipzig fastholder forspringet på fire point til Dortmund. 

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Læs også:PSG-manager trak sin tidligere klub: Et fuldstændig lige opgør

Læs også:Dårligt nyt: Frederik Rønnow ude i seks uger