Kort Bendtner-visit i debut for Hradecky
Foto: Joerg Sarbach/Polfoto
Bundesliga

Kort Bendtner-visit i debut for Hradecky

Lukas Hradecky fik debut for Frankfurt, der søndag tabte med 2-1 til Wolfsburg.

Der var lagt op til spændende duel set med danske briller søndag eftermiddag. Lukas Hradecky fik debut for Frankfurt ude mod Wolfsburg, der havde danske Nicklas Bendtner med på bænken, og selvom danskeren kom sent i aktion var det Wolfsburg, der kunne juble efter sejren på 2-1. 

Frankfurt åbnede med at chokere storfavoritterne. Haris Seferovic blev spillet fri og scorede, men hans træffer blev korrekt underkendt for offside. Herefter overtog Wolfsburg, og efter 12 minutters spil gav det pote. Max Kruse fandt Ivan Perisic i feltet, og her svigtede Wolfsburg-stjernen ikke. En scoring Lukas Hradecky ikke kunne stille meget op overfor.

Chancer havde Hradecky heller ikke fem minutter efter, da målslugeren Bas Dost fik for meget plads i feltet. Knastørt sparkede han værterne på 2-0, men det tog ikke modet fra gæsterne. Frankfurt fik reduceret med det samme, da Stefan Reinartz snød Wolfsburg-forsvaret og lynede. 

I anden halvleg faldt tempoet en smule, hvor Wolfsburg forsøgte at kontrollere sejren i land. Alligevel var gæsterne tæt på at udligne, da et forsøg ti minutter før tid blev pillet ved foden af den ene opstander. 

Nicklas Bendtner kom ind med fem minutter igen, men kunne ikke nå at gøre det store væsen af sig. Wolfsburg sejrede med 2-1, og kom dermed glimrende fra land i den nye Bundesliga-sæson.