Den norske angriber Erling Braut Haaland har fået meget mere end en drømmestart i sin nye tyske klub, Dortmund. Efter tre kampe har han nu allerede scoret syv kasser - og det er uden fuld spilletid i nogen af kampene.
Selvom det er gået fremragende, så slår han fast, at han endnu ikke har foldet sig helt ud. Det fortæller han i et interview med Sky Sports efter sejren på 5-0 over Union Berlin lørdag.
- Det var rimelig hårdt i dag, men det har også været fedt at spille fra start. Jeg skal stadig være mere fit, og jeg er slet ikke på 100 procent endnu, fortæller nordmanden.
Den 19-årige målhaj kom til Dortmund fra Red Bull Salzburg tidligt i januars transfervindue, hvor han undervejs skulle have afvist engelske Manchester United i processen frem mod skiftet til tyskerne.
I sin første kamp kom han på banen i anden halvleg mod Augsburg, hvor han var med til at vende 1-3 til 5-3 med et hattrick. Siden er det blevet til to scoringer i begge af de efterfølgende kampe.
Næste kamp i Bundesligaen for Dortmund og Haaland er mod Leverkusen.