Video : Tipsbladet
Bundesliga

Godt nyt for tidligere Brøndby-angriber: Tilbage på træningsbanen

Tidligere Brøndby-angriber Jan Kliment er tilbage på træningsbanen efter et år uden fodbold.

Der har ikke været meget at glæde sig over for angriber Jan Kliment det seneste års tid, men torsdag var der lidt godt nyt for tjekken, der har en fortid i Brøndby IF.

I sin sidste kamp for klubben fra den københavnske vestegn blev Jan Kliment korsbåndsskadet, og i efteråret måtte han endnu en gang under kniven for at få bugt med skaden, der nu har holdt ham ude i lidt over et år.

Siden har han kæmpet mod uret for at blive klar igen, for kontrakten med Stuttgart udløber 30. juni, og det vil formentlig være rart for Kliment at kunne vise interesserede klubber, at han er klar igen.

Og det gode for Kliment er, at han har taget et stort skridt mod at blive klar igen.

Jan Kliment, 25 år, har nu fået lov til at vende tilbage på træningsbanen, og på sin Instagram-konto har Kliment delt et billede, hvor det fremgår, at han har haft støvler på og været på græs for første gang siden skaden.

Det er nok stadig tvivlsomt, om Jan Kliment kan nå at spille kampe - der i hvert fald bør der gå noget tid fra første træning, til han er klar til at spille kamp. Det ville også være en katastrofe for Kliment, hvis han kommer for hurtigt i gang og bliver skadet igen.

Jan Kliment var to sæsoner i Brøndby - fra sommeren 2016 til sommeren 2018 - han scorede syv gange i 42 Superliga-kampe.