Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund opgiver: Bayern München kan ikke hentes

Bayern München kan ikke længere blive hentet i Bundesligaen, erkender Dortmund-direktør.

Fem runder resterer af den igangværende Bundesliga-sæson, og i toppen har Bayern München sikret sig et forspring på syv point ned til de nærmeste rivaler, Borussia Dortmund.

Og det forspring sætter Bayern München ikke over styr.

Sådan lyder det fra Michael Zorc, der er direktør i Dortmund. Han erkender, at Bayern München vil løfte Bundesliga-trofæet denne sommer – for ottende sæson i træk. 

- Jeg tror, vi sagde det hele i løbet af den foregående uge efter kampen mod Bayern. Fra vores synspunkt er mesterskabet afgjort. Vi tror ikke, Bayern vil fejle. De er bare for gode, og det må man indrømme, siger Michael Zorc ifølge Goal og tilføjer:

Læs også:Bayern München øger forspring med sejr i Der Klassiker

- Vi er i øjeblikket nummer to og vil meget gerne slutte der.

To point adskiller i øjeblikket Dortmund på andenpladsen og RB Leipzig på tredjepladsen, mens der er yderligere to point ned til Borussia Mönchengladbach og Bayer Leverkusen, der er henholdsvis nummer fire og fem. Det er altså langt fra givet, at Dortmund sikrer sig sølvmedaljerne.

Dortmund skal i den kommende spillerunde møde Hertha.