Et af dansk fodbolds store talenter Andreas Poulsen blev i januar sendt til Austria Wien, og her fik danskeren lige præcis det, han blev udlejet for: Spilletid. Og masser af spilletid. Fire kampe i streg fik Andreas Poulsen fuld tid i, men lige siden har venstrebacken måttet sande, at han skal vente noget tid på at komme til at spille igen.
Coronavirussen har også ramt Østrig hårdt, og ligaerne i landet er lige nu suspenderet, hvorfor Andreas Poulsen sidder hjemme i sin lejlighed og venter på at komme i gang igen med fodbolden, som han jo netop rejste til Østrig for at spille.
- Jeg er selvfølgelig frustreret over ikke at spille, når det er det, jeg elsker. Men jeg er klar over situationens alvor, og det ville være dumt at spille lige nu. Men man savner endnu mere at spille fodbold, når man ikke kan få lov til det, siger Andreas Poulsen til tipsbladet.dk og forklarer:
- Jeg laver ikke rigtigt noget lige nu. Det er stille og roligt, der er lukket ned, og kampene er aflyste. Så vi skal være hjemme og har fået en masse træningsprogrammer med hjem. Hernede er det som i Danmark.
Læs også:Tidligere dansk mester får kort aftale i 2. division
Poulsen kan trods alt glæde sig over, at han er flyttet ind i lejlighed og har et fast sted at være i stedet for at bo på hotel. Derfor har han også fornemmelsen af hjemlighed, hvilket er enormt vigtigt i en tid, hvor den 20-årige forsvarsspiller er væk fra det "kendte" i Tyskland.
- Jeg føler mig tryg, og jeg er ikke utryg ved at være her. Jeg har folk at snakke med, og jeg er også så heldig, at jeg bor ude ved stadion, så jeg kan gå ned på banerne og træne. Hjemme har jeg et hjemmestyrkerum, hvor jeg kan træne. Så jeg har muligheder, selv om jeg ikke kan træne med holdkammerater, siger Andreas Poulsen.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller nåede lige at smage på fast førsteholdsfodbold, inden ligaen blev lukket ned, og derfor kribler det også i benene for at komme i gang igen.
- Det har været super fedt og dejligt at komme hertil og få en træner, der tror meget på mig og gerne vil udvikle mig. Jeg har været sindssygt glad for den første tid. Jeg har glædet mig til at spille en masse og opleve at blive udviklet af at spille seniorfodbold - det er bare lidt noget andet end at spille U23 i Tyskland, siger Poulsen.
Læs også:Bundesligaens førerhold meldes interesseret i Andreas Christensen
Danskeren er udlejet fra Borussia Mönchengladbach og står til at vende tilbage til Tyskland 30. juni. Når han vender tilbage, håber han på, at det bliver med en masse fodbold under bæltet.
- De snakker om, at vi skal igang igen, når det her er ovre. Og det håber vi jo på, at det er hurtigst muligt. Så kan sæsonen spilles færdig med et meget stramt kampprogram med midutgekampe. Personligt håber jeg på at spille en masse, når det her er overstået, siger Andreas Poulsen.
Danskeren vandt ingen af sine første fire kampe for Austria Wien - alle fire endte uafgjort. Ligesom i Danmark spiller man slutspil i Østrig, og her fører Austria Wien lige nu den gruppe, der spiller for at undgå at rykke ud. Hans aftale med Gladbach, hvor han endnu har førsteholdsdebut til gode, løber frem til sommeren 2023.
Jens Stryger Larsen var seneste dansker på kontrakt i den østrigske klub - han blev i 2017 solgt til italienske Udinese, hvor han siden har været fast mand.
Læs også:Træt af splinter i bagdelen: Heerenveen-dansker åben for Superligaen
Læs også:AaB skal forsvare titel ved KMD Cup: Her er truppen
Læs også:Bundesliga-hold udlejer dansk talent: Skal spille i østrigsk traditionsklub
Læs også:Vild liste: De yngste stjerneskud i Superligaen