Ligesom i den danske Superliga, så er man ved at være nået til vejs ende i den belgiske ligas grundspil, og her ser det ud til at danskerklubben Genk er gået på vej til at tage mesterskabet i denne sæson.
Fredag var de i kamp mod ligaens bundhold fra Lokeren, men selvom man skulle tro, at sådan en kamp ville give Genk en storsejr på hjemmebane, så blev det bestemt ikke sådan - og man skulle helt frem til kampens 77. minut før kampens enlige mål blev scoret.
Her var det ikke mindre end den tidligere AaB-spiller Joakim Mæhle, der stod bag kampens sejrsmål, da han fik fat i en løs bold, der ikke var blevet clearet godt nok. Derfra tog han et træk og klaskede bolden ind med venstreskøjten til 1-0.
Dermed er Genk nu foran med seks point ned til Club Brügge på andenpladsen, som vandt med 4-0 over Eupen.
Længere nede i tabellen kæmper den tidligere FC Midtjylland-træner Jess Thorup for at blive en del af mesterskabsspillet i Belgien, som ligesom i Danmark består af seks hold - og med én runde tilbage har han sneget sig op på sjettepladsen efter en sejr på 2-1 over Oostende.
Gent skal nu forsøge at forsvare deres placering i sidste spillerunde, hvor de møder St Truiden, der er på syvendepladsen med ligeså mange point som Gent, så der bliver drama i sidste runde af grundspillet i det belgiske.