Syv kasser er det blevet til for danske Jens Odgaard, der i den kommende runde med sikkerhed ikke kommer til at score for Heerenveen. Danskeren er nemlig skadet, og så må resten af offensiven klare sig selv.
Meget konkurrence er der nemlig ikke på pladsen som spydspids, men det kommer til at ændre sig i foråret, for Heerenveen har netop købt ind til angrebet.
Klubben har købt nordmanden Runar Espejord i norske Tromsø, og han har fået en kontrakt, der løber i to og et halvt år.
Dermed bliver der en konkurrent i foråret, men der er nok ingen tvivl om, at Jens Odgaard vil være klubbens førstevalg. Danskeren har vist en fin målnæse og har leveret så stærke præstationer, at der er blevet hvisket om større klubber.
Danskeren er udlejet fra italienske Sassuolo.