Har lært det på den hårde måde i Belgien: Hernede må man holde sin kæft
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Benelux

Har lært det på den hårde måde i Belgien: Hernede må man holde sin kæft

Forsvarsspiller Tobias Salquist skiftede i sommer Silkeborg og Søhøjlandet ud med Belgien og Waasland-Beveren. Starten var god, men siden har det været svært for danskeren, der dog har lært meget.

Silkeborg rykkede i sommer ud af Superligaen, men med ned i NordicBet Ligaen skulle forsvarsspiller Tobias Salquist ikke. Han havde i stedet fået muligheden i den bedste belgiske række hos Waasland-Beveren, og det var en chance, han måtte tage.

Siden har det dog været op og ned for Salquist - mest ned på det seneste. Efter en god start, hvor han spillede fast, begyndte problemerne at melde sig for den 23-årige forsvarsspiller, der mandag var tilbage og spillede reserveholdskamp for Waasland-Beveren.

- Vi spillede uafgjort i Zulte og 0-0 med Standard Liege, og så tabte vi til Gent på udebane. Det kostede mig pladsen på holdet, og jeg fik ikke nogen forklaring på det. Jeg følte, jeg havde gjort det godt, så jeg var meget frustreret over at blive pillet ud.

- Jeg spillede ikke i lang tid, men fik et indhop mod Club Brugge. Et par kampe senere fik jeg så chancen fra start, men der var jeg involveret i deres to mål mod Cercle Brugge - jeg begik et frispark og et straffespark, som de scorede på, siger forsvarsspilleren til tipsbladet.dk.

Siden har han ikke spillet - det er kun et par kampe siden - fordi han i opgøret fik et brud i hånden, og fordi kluben har skiftet træner. Men han melder sig klar. Der er bare lige det med kommunikationen, at han ikke må være for frembrusende. Det har tidligere givet Salquist lidt kvaler, for i Belgien er det ikke som i Silkeborg. Derfor er det bedre, at han bider sig i tungen og venter tålmodigt.

I Silkeborg kunne den 23-årige dansker godt banke på kontordøren og komme med sin mening, men det er der ikke helt plads til i Waasland-Beveren.

- Klubben er i krise, og det er aldrig rart. Jeg har ikke spillet så meget, så det har ikke været den fedeste tid på det seneste, men det har omvendt været meget lærerigt.

- Det er noget helt andet at være her end i en dansk klub. Jeg er typen, der siger, hvad jeg mener, men det er ikke altid det bedste hernede. Jeg har lært det på den hårde måde. Under Peter Sørensen var der ingen problemer, hvis man trænede godt.

- Men sådan fungerer det ikke hernede - her skal man bare holde sin kæft. Jeg har prøvet at blive pillet ud af truppen, men jeg var dog tilbage den efterfølgende kamp. Det er måske lidt af mit problem hernede - det er ikke altid, at min iver efter at blive bedre kommer til udtryk på den bedste måde.

- Jeg siger til folk, hvis jeg mener, de skal steppe op. Det er ikke alle, der kan håndtere det. Men sådan er jeg, og det gælder jo også den anden vej rundt. Andre må jo også sige noget til mig - Nogle gange sker der ting på banen, det må man lære af, siger Tobias Salquist.

"Så måtte han hellere sige, at han ikke synes, jeg er god nok"
Mens den tidligere træner var op og ned i forhold til Tobias Salquists plads på holdet, har han ikke et klart billede af, hvordan den nye træner ser ham.

- Jeg har haft en samtale med ham, og der sagde han, at jeg ikke var med i truppen på grund af min hånd. Men jeg kan godt spille med hånden, så jeg sagde til ham, at han ikke skulle bruge den som undskyldning. Så måtte han hellere sige, at han ikke synes, jeg er god nok. Han vil gerne lige se mig i kamp for reserverne først, sagde han, for han havde set min seneste kamp på video, og den var ikke så god. 

- Træneren har den afgørende beslutning, og det er ham, der sætter holdet, selv om man nogle gange ikke er enig. For mig handler det om at holde koncentrationen lige nu og være fokuseret i de mentalt svære perioder. Lige nu synes jeg, det er meget træls, for jeg vil gerne ind og bidrage. Men det er ikke andet at gøre end at klø på.

På det personlige plan er Salquist godt tilpas i Belgien, hvor han bor med sin kæreste tæt på Antwerpen.

Waasland-Beveren ligger med 11 point for 17 kampe - klubben har bare vundet et af de 17 opgør. Lokeren er dog ikke meget bedre og er á point med Salquists klub.

Danskeren har kontrakt med klubben frem til sommeren 2021.