Fischer scorede og assisterede dobbelt i Ajax' storsejr
Foto: Emrah Gurel/Polfoto
Benelux

Fischer scorede og assisterede dobbelt i Ajax' storsejr

Danske Viktor Fischer scorede to og lagde op til to mål, da Ajax lørdag aften vandt med 6-0 over Roda i Amsterdam.

Der er gang i de danske målscoringer i Europas fodboldligaer denne lørdag aften. Først sendte Nicklas Bendtner Wolfsburg på sejrskurs, og siden gjorde Viktor Fischer det samme for Ajax.

Den unge offensivspiller skulle blot bruge fire minutter af hjemmekampen mod Roda, før han havde bragt sit hold i front. Og herfra gik det stærkt. To minutter senere lagde han op til Arek Miliks mål, og da der var spillet 26 minutter, var Ajax foran 3-0. Den sidste scoring stod Davy Klaassen for.

Herefter skulle Ajax vente helt indtil det 59. minut for at gå scoret igen, men til gengæld var Fischer igen manden, der noterede sig for målet. Denne gang var rollerne byttet om, så Milik stod for oplægget.

Ajax var imidlertid ikke færdige endnu, og efter 73 minutter var Milik tilbage i målscorerens rolle. Det samme var Klaassen med tre minutter tilbage af kampen – og Fischer var såmænd tilbage i oplæggerens rolle.

6-0 sluttede ydmygelsen af Roda, og dermed lægger Ajax sig alene i front i den hollandske Æresdivision, dog med en enkelt kamp mere end Feyenoord, der kan spille sig op på siden af hovedstadsklubben, hvis de vinder deres kamp mod Den Haag søndag.