I dansk fodbold kender vi Ted van Leeuwen bedst som tidligere boss i Esbjerg fB, men selv om han forlod den jyske vestkyst for et år siden, holder han forbindelsen til Danmark ved lige. Senest med købet af Emil Berggreen til FC Twente, hvor han er i dag er sportsdirektør.
Van Leeuwen sagde selv i går, at Berggreen tilhører en kategori af fodboldspillere, som Twente normalt ikke har råd til, men på grund af danskerens skadesproblemer kunne klubben få ham. Men van Leeuwen måtte strække sig langt.
Det fortæller Berggreen selv.
- Jeg havde tilbud på hånden fra klubber i flere forskellige ligaer, men Twente har virkelig strakt sig langt og vist, at de virkelig vil have mig. Samtidig har samtaler med sportsdirektør Ted van Leeuwen overbevist mig om, at deres spillestil med to kanter, der skal smække indlæg ind i feltet passer perfekt til mig, så jeg glæder mig helt vildt til at vise mig frem i Holland, siger han i en pressemeddelelse.
Emil Berggreen kommer til Twente uden at have spillet en gældende kamp siden april måned 2018. Hele sidste sæson sad han ude for sin klub, Mainz 05, men Ted van Leeuwen fortalte i går, at Twente lægestab har raskmeldt danskeren.
Samme melding lyder fra Emil Berggreen.
- Jeg har været helt fit det sidste halve år, så kigger frem og kan næsten ikke vente med at komme i gang hos Twente, siger han.
Vente bliver han dog nødt til. Twente, der netop er rykket op i Æresdivisionen, åbner sæsonen hjemme mod PSV Eindhoven den 3. august.