Efter en dårlig sæsonstart med tre point i seks kampe har Vendsyssel fundet tilbage til sporet i NordicBet Ligaen med syv point i de seneste tre kampe, heriblandt et point torsdag aften mod topholdet Viborg FF.
Det glæder torsdagens Vendyssel-helt Wessam Abou Ali, der scorede sit første mål for klubben efter udlejningen fra AaB.
- Med den kvalitet på det hold, vi har nu, og efterhånden som vi lærer hinanden bedre at kende, så kan jeg faktisk ikke se, hvem der skal stoppe os. Vi har en ekstremt god og bred trup med kvalitet på alle pladser, siger Wessam Abou Ali til nordjyske.dk.
Superliga-nedrykkerne fra Vendsyssel er nu placeret på niendepladsen ud af de 12 hold i den næstbedste danske række. Viborg fører ligaen á point med FC Fredericia på 18 point.