Den 56-årige Vejle-legende Keld Bordinggaard vender tilbage til den klub, som han både har været spiller og træner for 1. august. Denne gang bliver det i en rolle som Head of Coaching i Vejle ungdomsafdeling.
Det skriver Vejle Boldklub på klubbens officielle hjemmeside.
For talentchef Steen Thychosen er det en ansættelse, som betyder noget, og det er særligt Bordinggaards baggrund som blandt andet U21-landstræner, som betyder, at han er klædt godt på til jobbet.
- Det er en ansættelse, som kan styrke og udvikle både spillere og trænere i Vejle Boldklubs ungdomsafdeling i den kommende tid. Keld Bordinggaard kommer til at arbejde med strukturen og strategien for, hvordan vi vil udvikle vores spillere i fremtiden, siger han og fortsætter:
- Keld bliver en central person i arbejdet med at uddanne fremtidens egenudviklede spillere i Vejle Boldklubs A-trup. I al beskedenhed, så ser vi det som et scoop med ansættelsen af Keld Bordinggaard i en central stilling i vores ungdomsafdeling, siger Steen Thychosen.
For Keld Bordinggaards vedkommende lægger han ikke skjul på, at han er tiltrukket af det projekt, som Vejle har gang i.
- Klubben vil fortsat talentudvikling, og VB’s identitet omkring divisionsholdet er blandt andet, at det er bygget op af de bedste af egenudviklede spillere. Rent arbejdsmæssigt, så ser jeg det som en udfordrende og spændende opgave, og jeg ser frem til at arbejde sammen med flere personer, jeg kender fra min seneste tid i VB i begyndelsen af dette årtusinde, fortæller Keld Bordinggaard.
Foruden tiden som U21-landstræner har Bordinggaard også været en del af trænerstaben i Mainz 05, ligesom han har været assisttræner for Morten Olsen og arbejdet for den belgiske fodboldudviklingsorganisation Double Pass mellem 2015 og 2017.