Efter en sæson i norske Kristiansund BK er Meinhard Olsen tilbage hos B36 Torshavn på Færøerne, men det var slet ikke planen for den unge færing. Han havde nemlig planer om at fortsætte udlandsdrømmen, men en uheldig oplevelse med en agent har sendt ham tilbage til hjemlandet.
Det fortæller Meinhard Olsen til norsk TV2.
Da kontrakten med Kristiansund BK udløb 1. januar, hyrede Olsen en agent, der skulle hjælpe ham med at finde en ny klub i udlandet, men det skete altså ikke.
Læs også:NordicBet Liga-klub håber på forstærkning fra Superligaen
- At vende tilbage til Færøerne var selvsagt ikke planen, eller hvad jeg havde håbet på. Nu er det vigtigt for mig at spille kampe og opbygge selvtillid.
- Jeg tog hjem til Færøerne for at holde mig i form og forventede, at agenten fiksede resten. Intet skete. Jeg blev ikke tilbudt prøvetræninger eller kontrakter. Man kan sige, at jeg var naiv. Men han er en rigtig agent med mange spillere, siger Meinhard Olsen.
Den 23-årige færing har nu en advarsel til andre spillere.
Læs også:Erik Rasmussen afslører: Dårligt forhold til Vendsyssel-formand
- Jeg vil anbefale dem at bruge en agent, de er bekendt med. Ellers kan man ende ind i min situation og ende bagerst i køen om kontrakter, siger Olsen.
Meinhard Olsen har også en fortid i dansk fodbold. Fra 2015 til 2017 var han på kontrakt i Vendsyssel FF, hos hvem han nåede at spille 11 kampe og score ét mål.