Superliga-nedrykkerne Vendsyssel FF har sikret sig en forstærkning forud for forårssæsonen i NordicBet Ligaen.
Den nordjyske klub har således hentet midtbanespilleren Dusan Jajic på en aftale, der gælder frem til sommeren 2023. Det meddeler Vendsyssel FF.
Læs også:Viborg-angriber besøger islandsk klub
Den 21-årige svensker kommer til Vendsyssel fra Brommapojkarna, der spiller i den næstbedste svenske række, og her har han vist sig frem med seks mål og fem assists i 2019. Vendsyssel håber, at han kan udvikle sig yderligere i det nordjyske.
- Dušan er en ung spændende spiller. Han er dygtig i sine pasninger frem i banen, god til at komme i feltet, og har vist, at han kan bidrage med mål og assists. Samtidig har han et enormt udviklingspotentiale, hvorfor vi har skrevet en længere kontrakt med ham, siger sportsdirektør Ole Nielsen.
Læs også:Vendsyssel vinker farvel til tre mand
Dusan Jajic selv håber, at han kan hjælpe med at få Vendsyssel FF tilbage i Superligaen.
- Jeg er rigtig glad for at være kommet til klubben, og jeg er klar til at spille med det samme. Jeg har nogle personlige mål, som jeg håber, jeg kan få indfriet i klubben, og samtidig håber jeg, at jeg kan være med til at spille klubben tilbage i Superligaen igen, siger Dusan Jajic.
Vendsyssel FF er aktuelt på femtepladsen i NordicBet Ligaen, og de har 13 point op til Vejle Boldklub, som sidder på førstepladsen, der giver adgang til Superligaen.
Læs også:Superliga-nedrykker bløder: Ejerkredsen må til lommerne
Læs også:Superliga-nedrykker dropper hurtig tilbagevenden: Topholdene er for langt væk