Blot én gang har 20-årige Mikkel Dongsted spillet en førsteholdskamp for Randers FC. Det var i DBU Pokalen mod Kolding IF, og nu tager han skridtet fra Superliga-klubben til den nyoprykkede 1. divisionsklub.
Kolding IF oplyser på sin hjemmeside, at venstrebacken har underskrevet en kontrakt efter en succesfuld tid som prøvespiller, hvor han blandt andet har spillet to træningskampe.
- Jeg er utroligt glad for at have fået en kontrakt her. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det har været fedt at træne med og se, at jeg kan være med på det niveau, efter jeg har været skadesplaget, fortæller Mikkel Dongsted.
Han sigter nu efter at få en masse spilletid i den næstbedste række, hvor Kolding IF skal forsøge at redde sig mod nedrykning efter oprykningen tidligere på året.
- Jeg vil komme med en masse hårdt arbejde, og forhåbentlig udmønter det sig i spilletid og gode kampe. Jeg vil gerne vise mig frem på dette niveau.