Eddi Gomes er lystigt blevet sat i forbindelse med flere Superliga-klubber i dette transfervindue, og en overgang lignede FC Nordsjælland et godt bud på en ny klub for den høje midterforsvarer. Tidligere i dag sagde spillerens agent dog til tipsbladet.dk, at han ikke forventede nogen handel med vicemestrene, men det betyder ikke, at 25-årige Gomes bliver i HB Køge.
Der er således stadig interesse for ham, og nogle af de klubber, der hele tiden har været på banen, er det stadigvæk.
- Der har hele tiden været mange i spil, og der er ikke noget, der er afgjort, før der er skrevet under. Vi er stadig i dialog med flere klubber, siger HB Køge-direktør Peter Frank til tipsbladet.dk.
- Det kunne godt være nogle af de klubber, der tidligere er blevet nævnt, men der er flere ting i spil. Jeg vil ikke sige noget mere konkret, for der er ikke så lang tid tilbage, og så er den lige pludselig offentliggjort, og så kan vi tage den der.
Så du forventer, at han bliver solgt i januar?
- Jeg forventer meget, at der kommer en afklaring. Vi havde håbet på at få det inden den sidste uge af transfervinduet, men sådan skulle det ikke gå. Jeg har dog en formodning om, at der sker noget inden klokken 23.59 på fredag, siger HB Køge-direktøren med henvisning til transferdeadline.
De klubber, som tidligere er blevet sat i forbindelse med Eddi Gomes, er AaB, Esbjerg og OB, hvor sidstnævnte har bekræftet, at de har holdt øje med den lange HB Køge-spiller.