AGF tager søndag hul på forårssæsonen i 1. division.
Her indtager AGF i øjeblikket fjerdepladsen, og har seks point op til andenpladsen, som giver adgang til oprykning efter sæsonen. Århusianerne har dog samtidig spillet én kamp færre, og kan med en sejr dermed have bare tre point op til Lyngby på andenpladsen.
Og det er oprykningen, som er målsætningen for AGF i denne sæson. Klubbens direktør, Jacob Nielsen, har dog før slået fast, at der er økonomisk råderum til endnu en sæson i 1. division, men han mener samtidig, at det er på tide, at AGF indfrier det potentiale, som ser værende større end de fleste andre klubber i Danmark.
- Vores potentiale er større end de fleste hold i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg kunne underspille det faktum, men det er jo sådan, tingene forholder sig. Det ved alle, siger Jacob Nielsen til Politiken.
- Vi har råd til to sæsoner. Det er selvfølgelig positivt, men for mig er det spild af tid og penge ikke at rykke op i år, siger han og fortsætter:
- Når AaB, Midtjylland og Nordsjælland kan opnå det, de har, så skal AGF simpelthen også kunne. Men det kræver, at vi får opbygget de samme faciliteter og den samme tilgang til tingene, som de har, siger Jacob Nielsen, som søndag kan se AGF krydse klinger med AB.