Så skete det igen. Sommerens transfervindue har haft danske angribere som tema, og det fortsætter til sidste øjeblik.
Tipsbladet kan afsløre, at Kolding IF har modtaget et bud på Paul Ngongo.
Ifølge Tipsbladets oplysninger lyder det på to millioner kroner, og 1. divisionsklubben skal nu tage stilling til, om man vil sige ja eller nej.
24-årige Paul Ngongo kom til 1.divisionsklubben for tre år siden, og her har han været en succes med 27 mål og ni assister i 87 kampe.
I denne sæson har han lavet seks mål i otte kampe.
Forinden var han i BK Frem, hvor han hakkede 14 kasser ind i 25 kampe. Der blev det også til fem oplæg.
Nu er spørgsmålet, om den 190 centimeter høje angriber skal forlade Danmark for at gøre karriere i Norge, hvor en dansk kollega som Henrik Meister lige har gjort kometkarriere, så han blev solgt for over 100 millioner kroner til Rennes.
Kolding IF har en kontrakt med Paul Ngongo i to år endnu. En angriber, der i foråret lavede fem mål i ni kampe, da top seks i 1. division skulle afgøres.
Det norske og danske transfervindue lukker mandag ved midnat.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.