FC Midtjylland viser store muskler kort før lukning af transfervinduet.
Tipsbladet kan afsløre, at de danske mestre har købt den tjekkiske landsholdsangriber Jan Kuchta fra Sparta Prag.
Ifølge Tipsbladets oplysninger betaler ulvene fra heden 2,7 millioner euro, godt 20 millioner kroner, for bomberen, der har underskrevet en kontrakt til sommeren 2028.
Skiftet for 27-årige Jan Kutcha fik første gang ben at gå på, da bold.dk fredag formiddag kunne erfare, at angriberen var tæt på en transfer til FC Midtjylland, og her kom det også frem, at FC København også har prøvet at få ham.
De oplysninger stemmer overens med, hvad Tipsbladet har fået oplyst, da der har været samtaler mellem FC København og Jan Kuchtas lejr, hvor et skifte til den danske hovedstadsklub er blevet diskuteret.
Men det bliver altså FC Midtjylland, der vinder den kamp, da Jan Kuchta allerede er en done deal på MCH Arena.
Skiftet kommer efter en længere jagt på angriberen fra FC Midtjyllands side.
Således var det fremme allerede for et år siden, at klubben prøvede at hente ham til Superligaen, men det endte med, at han skiftede til Sparta Prag.
En klub, han vandt mesterskabet med og lavede 21 mål og 11 assister for i sidste sæson. Som topscorer.
Nu har FC Midtjylland endelig fået ham.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.