I disse dage fortæller Ekstra Bladet og flere andre danske medier om en indædt kamp om magten i dansk fodbold.
Kamppladsen bliver DBU’s repræsentantskabsmøde i weekenden, og selvom det lyder støvet og kedeligt, er stridens kerne alt andet end ligegyldigt.
Der er stillet forslag om, at ejerskabet af Danmarksturneringen fra Superligaen til og med 2. division skal flyttes fra DBU til klubberne selv, og ikke mindst kontrol over alle tv-pengene fra Superligaen og 1. division.
Det minder om den model, vi kender fra engelsk fodbold, hvor klubberne i Premier League styrer alt i deres turnering på nær disciplinærsager. Og alt andet i engelsk fodbold, fristes man til at sige.
Magtforholdet i dansk fodbold er gledet i den retning i årevis, for ikke at sige i et kvart århundrede, siden Superligaen blev dannet, og klubberne har i de seneste år reelt styret Danmarks bedste række uden om DBU.
Bliver kontrollen over Superligaen og tv-pengene placeret hos klubberne i det næste halvandet årti, mens lokalunionerne i landsdelene samtidig skal overtage breddefodbold, er DBU reduceret til at styre landsholdene og et politisk arbejde i FIFA og UEFA. Et internationalt arbejde, hvor klubberne gennem Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen (næstformand i den europæiske ligaforening EPFL) og de erfarne klubfolk Thomas Christensen og Niels-Christian Holmstrøm, samt Spillerforeningen gennem direktør og FIFPro-næstformand Mads Øland allerede er dybt engageret.
Topklubberne i Danmark vil argumentere for, at det kun er rimeligt og fornuftigt, de driver Superligaen og ikke mindst udviklingen af dansk klubfodbold, da det allerede er dem, der trækker hele læsset uden at have den politiske kontrol over deres egen turnering.
Kritikere som DBU’s tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen mener derimod, at den nye konstruktion vil svække sammenholdet i dansk fodbold, og implicit give topklubberne i Superligaen mulighed for at stikke af fra resten af Fodbolddanmark.
Det var en masse struktursnak, men slutresultatet er meget vigtigt.
For både Superligaen, hvor der i sidste runde var færre tilskuere per kamp end i nogen sammenlignelig runde siden 2010, og landsholdet, der er på en lang og sandsynligvis frugtesløs VM-kvalifikationsturné i Østeuropa, er i dyb krise.
Fodboldnørder som jeg finder kampen om de sidste top 6-pladser mellem Randers, AaB, SønderjyskE og Silkeborg dybt interessant, og vi er også meget spændte på, hvordan især nedrykningsslutspillene fungerer.
Men gider dem, der ikke græder sig i søvn hver aften fra midt-december til midt-februar over manglende Superliga-fodbold, overhovedet Superligaen, for ikke at tale om et dansk landshold, der er Polen klart underlegen, og som skal have medgang for at nedkæmpe Rumænien og Montenegro?
Man kan sagtens gøre både Superliga og landshold mere attraktivt for danskere anno 2017 uden at støde nørder og kernefans fra sig. Eller rettere, det skal være muligt. Ellers bliver slutrunder noget, man ser hjemme på tv, VM- og EM-udvidelser eller ej, og Superligaen en turnering, hvor de bedste bliver solgt fra som 17-årige og de bedste udlændinge, der faktisk gør en stor, positiv forskel, forsvinder.
Vinderne i lørdagens magtkamp har en opgave, der er meget større end udvalgsposter og hakkeorden, og det haster, hvis vores børn skal spille fodbold andre steder end på deres smartphone og være fan af deres lokale hold i stedet for FC Barcelona eller Chelsea.
Køb Tipsbladet hver fredag og få masser af gode historier om dansk og international fodbold. Du finder Tipsbladet i Ekstra Bladet.
