Da Paul Pogba i august sidste år skiftede til Manchester United fra Juventus, var en af de større knaster i skiftet, om det var de italienske mestre eller den engelske storklub, der skulle betale Mino Raiolas anpart i rekordtransferen.
Raiola havde forhandlet sig til en stor bid af et Pogba-salg, tilsyneladende 20 procent af transferbeløbet, og Juventus forsøgte længe at få Manchester United til at betale et beløb oveni, som Juventus så kunne bruge til at aflønne Raiola.
Juventus endte med at betale, og i offentligheden var det den flamboyante Raiola billedet på den grådige, blodsugende agent.
Mino Raiola og Juventus’ Pogba-aftale hører selvsagt til i den ekstreme ende, men for mig dækker eksemplet over en forretningsmodel, der også er udbredt i dansk klubfodbold.
I dokument-lækagen Football Leaks viste Politiken i sidste måned, at spillere, agenter og klubber af skattetekniske årsager i adskillige tilfælde har betalt honorar til en agent, der på alle måder har set ud til at repræsentere spilleren i transfer- og kontraktforhandlingerne. Her er det vigtigt at skelne mellem skatteregler og fodboldens egne regler.
For, noget bizart, er det ifølge fodboldens egne love helt legalt, at en agent hopper over fra at repræsentere en spiller til at repræsentere en klub, så længe papirerne er i orden. Derimod vurderer skattemyndigheder i såvel Danmark som de fleste andre lande ud fra, hvem der er aftalens reelle parter - altså kan en agent, der i årevis har repræsenteret en spiller, ikke bare dagen før spillerens klubskifte gå over og repræsentere klubben og så forvente, spilleren slipper for skattepligt.
Alle parter har alvorlige spørgsmål at besvare.
Hvorfor går spillerne med til en model, hvor deres agents loyalitet alt andet lige kan drages i tvivl, når det er klubben og ikke, som reglerne foreskriver, spilleren selv, der aflønner sin agent?
Hvorfor vil agenterne være med til finten, der ud over at spare deres klient penge mildest talt kommer på kant med skattelovgivningen og kan koste dyrt, hvis skattevæsenet finder ud af, parterne har været lidt for kreative? Og hvorfor er reglerne på fodboldens transfermarked skruet sådan sammen,at man meget nemt kommer i direkte clinch med skattemyndighederne, som klubber og spillere i Spanien har oplevet?
For mig at se har klubberne dog måske det største forklaringsproblem af alle.
I årtier er det lykkedes klubber og deres trænere og sportsdirektører at bilde os ind, at transfermarkedet ville være meget lettere uden agenter.
Men klubberne bruger dem rask væk som i ovennævnte tilfælde, hvor der med klubben som aktiv medspiller opstår alvorlig tvivl om set i forhold til skattemyndighederne, hvem agenten repræsenterer. Klubberne bruger også agenter, når der skal ryddes ud i truppen, og det på aftaler, der på forskellig måde honorerer agenten for at sælge eller skaffe klubben gratis af med en spiller, man ikke længere tror på.
Min pointe er, at klubberne uden tøven bruger agenter til at skabe handler den ene dag, for næste dag at sidde med samme agent og forhandle lønvilkår for en spiller i klubbens trup.
Der er ingen uskyldige parter i denne sag, men jeg undres til stadighed over, hvorfor vi blindt sluger historierne om uskyldige klubber og griske agenter, når transfermarkedet først og fremmest er til gavn for klubberne.
Mit forslag er at forbyde dobbeltrepræsentation, så en klub kun kan bruge en agent eller et agentfirma til én ting ad gangen. Og skal vi virkelig gøre en forskel, skal reglerne ændres, så en agent enten hjælper klubber eller spillere. Det kan næppe lade sig gøre i virkelighedens verden, men tanken er værd at tænke, hvis der en dag skal ryddes alvorligt op i, hvordan fodboldens transfermarked fungerer.
