Bragt i Tipsbladet den 19. oktober
En landsholdsuge er overstået, og det blev endnu en af slagsen, hvor det danske landshold viste nogle af de fine kvaliteter, som er blevet meget tydelige i Åge Hareides tid som landstræner.
I de to kampe mod Irland og Østrig spillede Danmark igen 180 solide minutter på egen banehalvdel. Anført af Kasper Schmeichel og Simon Kjær er defensiven blevet holdets helt store styrke, og i tv-studiet efter kampen spurgte Kanal 5-værten Zak Egholm sine eksperter Lars Jacobsen og Flemming Povlsen, om Danmark lige nu har det stærkeste landsholdsforsvar i hele verden. Det kan faktisk ikke afvises. Fraregnet vikarernes kamp i Slovakiet har det danske landshold lukket to mål ind i 11 kampe i 2018 og ikke tabt en fodboldkamp siden oktober 2016.
Alligevel skal spillere og trænere høre på kritik.
Efter kampen i Irland lørdag aften fik de at vide, at det var en kedelig kamp at se på - hvad flere af dem i øvrigt var enige i - og ligesom statistikken med de mange kampe uden nederlag fremhæves, er det også blevet påtalt, at opgøret i Dublin var den fjerde nulløsning for landsholdet i 2018.
Kritikken har irriteret Åge Hareide. Da hans hold i sommer deltog ved VM, rasede debatten hjemme i Danmark, og journalisterne spurgte ind til det i træningslejren i Anapa. For var spillet godt nok? Burde holdet ikke skabe flere chancer, lave flere mål? "Jeg har ikke noget mod jer som personer, men jeg har noget imod den måde, vi som hold bliver fremstillet på. Altså, vi har skaffet fire point, men alligevel har det ikke været fint nok," sagde han til pressekorpset i Rusland.
Jeg kan godt forstå, hvis Åge Hareide føler, han ikke får opbakning nok. Han har taget et landshold, som inden hans ankomst havde fejlet kvalifikationen til to slutrunder i træk, og bragt det hele vejen til en VM-ottendedelsfinale i Nisnij Novgorod. Han har skabt en enhed, som ingen modstandere kan forvente at køre ud af banen. Til gengæld synes jeg, vi skal blive ved med at kritisere ham og hans landshold.
Det farligste for et lille land er at stille sig tilfreds.
Hvis man med henvisning til et lavt indbyggertal accepterer, at det nok alligevel ikke kunne lade sig gøre at spille finere eller lave bedre resultater, flytter man sig aldrig fremad.
Tværtimod er der en risiko for, at man i stedet bliver overhalet eller rykker bagud. I mange år havde Danmark et selvbillede som " Nordens latinere", et fodboldfolk som spillede lidt skønnere end særligt de skandinaviske rivaler. Det stod slet ikke mål med de resultater, landsholdet lavede på banen gennem flere årtier, men personligt tror jeg også, at selvopfattelsen har været positiv. Den har gjort, at danskerne har stillet krav til dansk fodbold, og at der internt i fodboldmiljøet var en opfattelse af, at man burde stræbe efter at udvikle spillere, som kunne klare sig internationalt. For det var, hvad vi var: Et lille land, men en stor fodboldnation, som Morten Olsen engang formulerede det.
Så lad os blive ved med at brokke os over det danske landshold. Det ene udelukker jo ikke det andet. Vi kan godt både glæde os over, at vi har et landshold, der går videre fra VM og næsten ingen mål lukker ind, men samtidig kritisere, at offensiven halter, og at det er vanskeligt at skabe chancer uden Christian Eriksen på banen. Det skal vi blive ved med.
Det er ikke forkert, at vi gerne vil have den bedst mulige udgave af det danske landshold.
Det er som bekendt selve sportens ånd at stræbe efter hele tiden at blive bedre.
