På rette vej, men: Far er både sur og skuffet!

FC Midtjylland har det svært på Brøndby Stadion. Set over de seneste 20 kampe er Brøndby faktisk det eneste danske hold, vi ikke har en positiv statistik imod:

Mod Brøndby hedder den 8-3-9, når vi tæller Superligaresultater. Mod FCK 12-5-2, mod FCN 9-7-4, mod AGF 11-3-6. Vores kongeblå dæmoner fra Lyngby er lige efter Brøndby i ‘for-helvede-da-også’-tabellen; her hedder statistikken 8-5-7.

Så et nederlag på 2-0 til Brøndby i runde 11 er ikke i sig selv nogen katastrofe, selv om præstationen virkelig var blodfattig. Man taber ind imellem, sådan er spillet.

Men når der følger endnu en elendig præstation og et fortjent 3-2 nederlag i Haderslev i runden efter, så må Thomas Thomasberg kigge spillerne i øjnene, måske endda på skolemesterfacon, hen over guldbrillen. Far er både sur og skuffet.

Selv om sociale medier er fora, hvor de mest sure altid finder mest rampelys, så virker det alligevel til, at (endnu) en sommer med profilindkøb og opgraderinger af truppen allerede har skruet forventningerne yderligere i vejret hos mange midtjyder.

Thomas Schouv Jakobsen

FC Midtjylland-fan

For hvad gik der dog galt i Haderslev? Sønderjyske lignede et hold, der havde fået tanket både selvtillid og energi i landskampspausen. Med speederen i bund og tro på egne evner gik man friskt til opgaven. FC Midtjylland derimod listede sig igennem første halvleg, som når bilen melder fem kilometer tilbage i reservetanken, og der ikke er en tankstation i syne.

Det blev lidt bedre efter pausen, men samlet set sidder man tilbage med indtrykket af et FCM-hold, der manglede energi og evner, til stor frustration for mange fans. For FCM skal selvfølgelig kunne slå nummer 11, og to nederlag i træk i Superligaen er heldigvis ikke hverdagskost, men en ret, der højst en enkelt gang om året er på menuen i Ikast og omegn - de seneste fem sæsoner (inkl. den igangværende) er det sket nøjagtig fem gange.

Selv om sociale medier er fora, hvor de mest sure altid finder mest rampelys, så virker det alligevel til, at (endnu) en sommer med profilindkøb og opgraderinger af truppen allerede har skruet forventningerne yderligere i vejret hos mange midtjyder. Ganske rimeligt. Fodboldfans er glade, når det går godt, og vrede når det går skidt.

Og umiddelbart efter kampen mod Sønderjyske sad jeg da også med den tanke, at måske nogle af vores spillere alligevel havde torsdagens vigtige Europa League-opgør i hovedet allerede i søndags. Stjal den store scene lidt af fokus fra bread-and-butter-kampen i Haderslev?

Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk ikke, det var tilfældet. Jeg tror i stedet, at formdykket skal ses igennem et kaleidoskop af fire faktorer:

1. Vi er stadig uden et par fra gallaopstillingen i form af Cho og Paulinho.
2. Flere fra den start-11, vi helst vil stille i fraværet af Cho og Paulinho, er kun lige på vej tilbage i fulde omdrejninger efter en sensommer, hvor vi har været virkelig uheldige med skader. Det gælder Adam Buksa, Oliver Sørensen, Victor Bak og Christian Sørensen.
3. Yderligere tre spillere kom sent hjem fra langfart med landsholdet op til Sønderjyske-kampen. Det gælder Darío Osorio, Emiliano Martínez og Franculino Djú. At Franculino kun fik 12 minutter, og Martínez slet ikke spillede, gør måske nok den fysiske belastningen mindre, men det gør ikke rejsetiden kortere.
4. Fraværet af en dygtig presspiller og/eller en targetman i angrebet, der kan holde i en lang befrier, gør ondt på vores taktik, i hvert fald set gennem mine lægmandsbriller: Jan Kuchta, der er den direkte erstatning for Cho og Buksa lige nu, formår sjældent at tage en høj bold ned som både Cho og især Buksa kan, og han har slet ikke Chos evne til at presse en bagkædes opspil. Begge dele er essentielle for vores spil; I FCM har vi fravalgt eller nedprioriteret evnen til at brodere os frem i etableret angreb. Vi er afhængig af at kunne tvinge modstanderen tilbage både med dybe afleveringer fra forsvar til angreb, og ved at presse dygtigt og højt på modstandernes bagkæde, så de må tage midtbanefolk tilbage for at komme forbi, eller sparke langt. Ingen af delene er vi dygtige nok til med Franculino og fox-in-the-box-typen Kuchta. I andre kampe har Thomasberg kunnet trylle med Edward Chilufya og brugt ham som den zambianske Rommedahl, men han er ligeledes skadet. Når de to-tre forreste i presset ikke fungerer, og de samtidig heller ikke truer i dybden på omstillinger, så bliver det gratis for modstanderne at gå meget langt frem på banen. Når vi samtidig ikke har vores spidskompetencer i broderierne fra fase 1 til 2 til 3, så kommer vi til at ligne en blød mellemvare i Superligaen.

De vredeste FCM-fans - og snedige modstanderfans, selv om det jo i sagens natur er en sjælden race - vil sige, at med vores budget bør vi kunne klare et vist skadestryk. Vi skal kunne løse det. Det er også rigtigt, men når begge de store hamre er blevet væk, den lille også er forsvundet, og der kun er to svensknøgler tilbage i værktøjskassen, så bliver det altså sværere at slå søm i.

Med gårsdagens vigtige tre point mod Royal Union Saint-Gilloise mangler FCM kun 3-4 point i de sidste fem kampe for at sikre europæisk avancement. Og med Buksa, Oliver Sørensen og Kevin Mbabu tilbage i startopstillingen til den kamp, så tror jeg på, at vi bliver bedre og bedre frem mod vinterpausen.