Der var ikke noget, der tydede på, at det skulle være en speciel dag.
Det var en stille september-tirsdag, senere samme aften skulle Champions League begynde og undertegnede sad som journalistpraktikant på Fyens Stiftstidende og skrev på en badmintonhistorie. Men det var ikke det, der kom til at fylde, for klokken 10.35 sprang bomben, og i OB-terminologi endte den almindelige september-tirsdag med at blive en dramatisk dag – måske en af de mest dramatiske i klubbens historie.
I morgen – lørdag den 14. september – er der gået tre år siden den dag, hvor OB tog hul på en ny æra – en æra, der indtil videre endnu har de store resultater og stabile præstationer til gode.
Det var tirsdag den 14. september 2010, at OB under overskriften 'OB skifter ud i den sportslige ledelse' lancerede fyringen af direktør Kim Brink og cheftræner Lars Olsen. Brink havde ellers været frontmand i OB gennem ti år med næsten konstant fremgang, og Lars Olsen havde med en stærk trup ført klubben op som førsteudfordrer til FC København med to sølvmedaljer i træk samt kvalifikation til Europa League-gruppespillet som resultat. Alligevel skulle der ske noget nyt, men her tre år efter, er det stadig svært rent sportsligt at få øje på en markant succesfuld effekt af dagen, hvor 'det nye OB' tog sin begyndelse.
For det har været tre år med flere nedture end opture på fodboldbanen – og der har været meget udskiftning i både spillertruppen og ledelsen i form af skiftende trænere og direktører.
Hvordan er det gået i løbet af de tre år? Hvad har OB fået ud af det? Og hvordan tegner fremtiden sig? Det vil jeg forsøge at kigge på i dette skriv.
Resultaterne først: Siden den 14. september 2010 har OB spillet 98 Superliga-kampe. Det har kun kastet 33 sejre af sig og et pointsnit på i alt 1,28 point per kamp. Til sammenligning havde Lars Olsen i hele sin regeringsperiode et snit på 1,78 point, mens det i hans sidste år kun lå på 1,39.
Sort på hvidt er det gået dårligere sportsligt for OB, siden den markante dag for tre år siden. Pointsnit er en ting, noget andet er de to tiendepladser, det er blevet til i de seneste to sæsoner. Det er et ringe facit, hvilket en enkelt andenplads samt spændende europæiske kampe i Champions League-kvalifikationen og Europa League-gruppespillet i 2011/12-sæsonen ikke kan dække over.
De seneste to år har resultatmæssigt været deciderede fiaskoer som har kostet dyrt økonomisk og sportsligt. Man havde chancen for at blive en permanent udfordrer til FCK i mange år frem, men den plads har ingen hold formået at indtage i kølvandet på Brøndbys nedtur.
Et vindomsust sted
OB's problemer er der flere årsager til. En af de væsentligste er de mange udskiftninger i ledelsen. Ordet 'Fiun' – som Fyn stammer fra – er den olddanske betegnelse for 'et vindomsust sted', og der har da også været blæsevejr i OB de senere år.
Siden fyringen af Kim Brink og Lars Olsen har OB haft tre cheftrænere i Henrik Clausen, Poul Hansen og Troels Bech, mens fire personer har taget sig af de opgaver, der normalt ligger hos sportsdirektøren: Thomas Christensen, Poul Hansen, Troels Bech og nu Jesper Hansen. Det er alt for stor udskiftning og i sig selv en af grundene til de dårlige resultater.
Truppens sammensætning har naturligvis været hæmmet af, at forskellige mennesker har skulle bestemme, hvordan den så ud. Siden efteråret 2010 har OB været igennem seks transfervinduer, hvor der lige præcis er røget 33 spillere ud og 33 ind. Det er ti handler i snit i hvert transfervindue – ikke ligefrem noget, der fordrer kontinuitet.
Det understreges af den nuværende trup, der er sammensat af otte forskellige trænere/direktører. Bruce Rioch, Lars Olsen, Kim Brink, Henrik Clausen, Thomas Christensen, Poul Hansen, Troels Bech og Jesper Hansen har således alle deres fingeraftryk på den flok spillere, der skal sørge for point i dette efterår.
At så mange folk har været med til at bestemme er selvfølgelig et udtryk for, at der er blevet truffet forkerte beslutninger i den øverste top af OB-ledelsen. OB fyrede Kim Brink og Lars Olsen uden at have afløsere klar, og set i bakspejlet var Henrik Clausen nok for uerfaren som toptræner, når han samtidigt skulle varetage nogle sportschef-opgaver sammen med Thomas Christensen. Han var så at sige den rigtige træner på det forkerte tidspunkt. Desuden fik OB ikke i tid skilt sig af med folk som Djemba-Djemba og Peter Utaka, der var dygtige fodboldspillere, men både kostede og fyldte meget at have gående – og så virkede de mætte i deres sidste OB-tid.
Blandt andet derfor endte Clausen med at få en fyreseddel i sæsonen 2011/12, hvor OB både var 45 minutter fra Champions League-gruppespillet, men også få point fra en nedrykning.
Trænerspørgsmålet har dog ikke fyldt mest på Fyn. Selvom kvalificerede kandidater ikke hænger på træerne tog det alt for lang tid – 14 måneder – at finde en sportsdirektør efter Kim Brink, og Poul Hansens tilstedeværelse i OB er heller ikke beklædt med guldsløjfer og flotte bedrifter.
Hansen nåede at hente ni spillere til klubben udefra i sine to transfervinduer. Fem af dem er allerede væk igen og kun én spiller (Emil Larsen) har spillet minimum 75 procent af de kampe, OB har været involveret i, siden spillerens ankomst til klubben.
Hansen forlod klubben efter bare 13 måneder i klubben, og selvom der skal to til et dårligt match, falder det også tilbage på den øverste ledelse, at man ikke kunne finde en mere langtidsholdbarløsning.
Den har man formentlig fundet i Jesper Hansen, der formodentligt også var inde i billedet til sportsdirektør-posten efter Kim Brinks afgang, og den tidligere Horsens-boss er kommet godt fra start med et transfervindue, der på papiret ligner en succes. Mere om det senere.
Det var ikke forkert at fyre
Var det så forkert at fyre Kim Brink og Lars Olsen? Skulle man bare have holdt fast og kørt videre i samme spor? Det korte svar er nej. Som nævnt sluttede Lars Olsen dårligt af i OB med et pointsnit på bare 1,39 i sine sidste 23 kampe i 2010 op til fyringen. Sådan et dyk har ofte konsekvenser i moderne topfodbold, og den metaltræthed OB optrådte med frem til fyringen retfærdiggør også handlingen.
Selvom OB kom i Europa League-gruppespillet og vandt flotte sølvmedaljer, glippede mesterskabet altså i de sæsoner, hvor truppen var købt ind til at toppe og vinde guld – det var derfor han blev fyret efter tre et halvt år i sædet, hvilket er rekordlang tid i OB-regi siden 1995 (hvilket også siger en del om den manglende kontinuitet på Fyn).
Man kan heller ikke sammenligne Lars Olsens hold og præstationer med det nuværende OB-mandskab. Olsen havde alle muligheder for at gøre OB til dansk mester med det største spillerbudget i klubbens historie. Det kan man ikke om Troels Bechs, og hvor målsætningen i Olsens tid var guldmedaljer, har OB nu været forsigtig med ambitionerne for denne sæson, selvom det vel nok handler om at etablere sig midt i rækken og vinde tilskuernes tillid påny.
Kim Brinks afgang er egentlig også svær at argumentere imod. Det er en offentlig hemmelighed, at (over)forbruget var for stort i Brinks tid, ligesom der i andre medier blev berettet om andre bagvedliggende årsager til sportsdirektørens afgang.
Så fejlen har ikke været at afskedige de to herrer – det var den efterfølgende tid, hvor man var længe om at have en plan og et par afløsere klar. Først nogle måneder siden blev tankerne om 'det nye OB' præsenteret, ligesom Henrik Clausen efter et mellemspil som vikar blev ansat som permanent cheftræner. OB-ledelsen virkede uforberedt på fyringerne, selvom man dengang havde overvejet beslutningen grundigt.
De gennemgående topfigurer Niels Thorborg (formand) og direktør Thomas Christensen er blevet kritiseret – særligt i fankredse – for de seneste års nedtur, men det er svært at forestille sig et OB uden Thorborgs millioner og indsats. Både Thorborg og Thomas Christensen er blandt andet blevet kritiseret for at ville blande sig for meget i det daglige OB. Det er slet ikke mit indtryk. Thomas Christensen har alle dage været en hårdtarbejdene direktør i koncernen Odense Sport & Event, der også har opgaver uden for OB, og det ligger langt fra virkeligheden, at han skulle blande sig for meget i et ønske om at være sportsdirektør. Tværtimod. Niels Thorborg er ogå meget interesseret i, hvordan det går i OB, men han er heller ikke internt i OB kendt som en mand, der kigger de ansatte over skulderen.
Det frikender dog ikke de to ledere for to års nedtur – de har et ansvar, og det er derfor også i deres interesse, at OB nu går mod lysere tider med Jesper Hansen som sportsdirektør og Troels Bech som træner. Der er ikke råd til flere fejldispositioner og elendige sæsonafslutninger som de seneste år har budt på. Der er brug for kontinuitet, så der er ikke plads til flere trænerfyringer og direktørskifter.
Ung fremgang
Men hvor står OB nu – tre år efter den voldsomme dag i september 2010?
Tja, aktuelt er det jo på en femteplads i Superligaen, hvor man stadig skal finde sine ben og blive et robust fodboldhold igen, som kan tåle modgang og ikke daler mod store nederlag og tiendepladser så snart modstanderen scorer et par mål. Fraregner man den seneste 2. halvleg mod AGF har det set fornuftigt ud, selvom der stadig er plads til forbedringer.
Som nævnt kan man ikke sammenligne det nuværende OB-hold med det bundsolide, erfarne, robuste og til tider usårlige mandskab, Lars Olsen havde til rådighed med Troels Bech unge friske fyre, der er mere spændende at se på, men også mere skrøbelige mentalt såvel som defensivt.
Den helt store forskel på OB anno 2010 og OB anno 2013 skal dog findes i transferstrategien. Hvor Kim Brink (og Lars Olsen) satsede på succes her og nu med spillere, der havde oplevet succes og var solide navne med stjernedrys på, viser det seneste transfervindue med alt tydelighed OB's nye situation.
Klubbens nye spillere er væsentligt billigere i drift, men de kan ikke fremvise et hav af medaljer eller scrapbøger med kampe på Europas store arenaer. Til gengæld kommer de med sult og ungdommens gå-på-mod, fart i fødderne, energi og aggresivitet. Det er det, man har eftersøgt i det seneste transfervindue – ikke afdankede landsholdsspillere.
Gennemsnitsalderen på sommerens nyindkøb er på 23 år, og dermed er det ikke spillere, der skal toppe nu. Det var det for tre år siden, da stjerner Djemba-Djemba, Peter Utaka og Kalilou Traoré var på holdet frem for mere jævne navne som Jacob Schoop, Jeppe Hansen og Mohammed Diarra i dag.
En af de ting, der er lykkedes for OB er således implementeringen af unge spillere, hvilket var et klart mål med den nye strategi, der blev lanceret for tre år siden. Gennemsnitsalderen i Lars Olsens sidste OB-kamp var på 29 år og 219 dage – i OB's seneste Superliga-kamp mod AGF var den på 26 år og 346 dage. Det er altså et OB-hold, der er blevet tre år yngre på de tre år, der er gået.
I Lars Olsens sidste sæson som OB-træner gav han i alt 2.230 minutter på banen til spiller under 23 år – et snit på 98 minutter per kamp. I sidste sæson gav Troels Bech mere end seks gange så meget: 13.201 spilleminutter til spiller under 23 år, svarende til 400 minutter per kamp, hvilket er en markant forskel.
OB-holdet også blevet mere fynsk. Gennemgår man de seneste seks OB-sæsoner ser man en klar forøgelse af fynske talenter på holdet. I sine lidt over tre år som OB-træner sendte Lars Olsen i snit to fynske talenter på banen per sæson. De seneste tre sæsoner efter Olsens exit er der blevet benyttet henholdsvis syv, fire og fire fynboer under 23 år.
I det hele taget er OB's aktuelle hold ungt, usammenspillet og uerfarent. Det så man senest i kampen mod AGF, hvor en solid 2-0-føring blev smidt på gulvet og endte med en 3-6-blamage – hvilket dog ikke kan tilskrives de unge, da både Anders Møller Christensen og Jesper Christiansen havde skyld i AGF-comebacket.
Det viser dog, hvor sårbart OB-holdet endnu er. Derfor giver det ikke mening at have samme forventinger til OB i dag, og derfor skal fynboerne også være tilfredse med en placering omkring midten i denne sæson. Det er også den interne selvforståelse.
Men det ser lysere ud. Truppen er ung og har sine bedste år foran sig. Med ansættelsen af Jesper Hansen har man fået en rutineret og stærk styrmand for det sportslige. Og i Troels Bech har man en træner, der også må være sulten efter at vinde sit første sæt medaljer. Der er atter ro på settet.
OB vil gerne være tophold igen, det kan det også blive, men det kræver et langt og sejt træk. Uden for mange flere markante ændringer i ledelse og spilletrup. Klubben er på rette vej, men endnu et stykke fra toppen, og indtil man når dertil, kan det højest betegnes og vurderes som et midterhold.
