Video : Tipsbladet
Generelle

AaB-fan: Projektet som Danmarks Bilbao fejlede

Engang var det stort set kun nordjyder og danskere, der spillede for AaB. I dag er der mange udlændinge. Hvordan har AaB-fan Jonas Andersen det endelig med tingenes tilstand i Nordjylland? Det svarer han på her.

Meget vand er løbet igennem Limfjorden, siden AaB for 10 år siden sidst vandt et mesterskab, på ryggen af en række af klubbens egne spillere.

Flere var slået igennem ud af stort set ingenting, krydret med hjemvendte profiler som Würtz og Risgaard samt spillere hentet på lavere niveau som Dalsgaard, Spalvis og Rasmus Thelander.

Omend satsningen var fremkommet af nød, endte det i første omgang som en stor sportslig succes. Derfor var der næppe mange rynkede pander på Aalborg Stadion, da man i årene efter double-sæsonen gik fuldbyrdet ind på den nordjyske identitet og 'Nordkraften' under Allan Gaarde.

De efterfølgende 10 år har for mange AaB-fans været som et harmonikasammenstød på motorvejen i slowmotion, der i forrige sæson kulminerede i den første AaB-nedrykning i en menneskealder.

Klubben negligerede investeringer i akademiet i en årrække, hvor konkurenterne virkelig rykkede sig på området, og i DBUs årlige vurdering af de danske talentmiljøer er vi langt fra toppen. Det er da heller ikke mange profiler, der er kommet fra akademiet siden 2014.

Projektet som "Danmarks Bilbao" fejlede, og i dag er klubben på tyske hænder. Akademiet er igen kommet i højsædet. Flere trænere og folk omkring akademiet er blevet ansat, ligesom der er mere fokus på rekruttering. Da klubben rykkede ned sidste år, var der behov for økonomiske tilpasninger. Det eneste område, der ikke fik kniven at mærke, var akademiet.

Der er ikke længere en blåøjet tro på, at man kan opstøve revl og krat og gøre dem til profiler, men et helt andet fokus og knowhow i forhol til de kvaliteter, der kræves af moderne fodboldspillere.

Den nuværende udgave af AaB er færre nordjyske repræsentanter, men klubbens fundament bliver stærkere, og mulighederne for flere nordjyske profiler er i fremtiden blevet større.

Nogle gange må man tage et skridt tilbage for at kunne tage seks frem, og det er det, jeg ser i AaB lige nu - mere end en afvisning af nordjysk identitet og spillere.