Der er dramatisk travlt i landsholdsturneringerne i øjeblikket - det gælder både kvalifikationskampe til næste års EM og til U21-EM. Jeg har selv været i felten de seneste dage til en U21-kamp på Cypern, så jeg har ikke kunnet følge helt så godt med, som jeg gerne ville, men overskrifterne er naturligvis blevet skimmet. Samtidig var der et hængeparti fra sidste uge, inden Superligaen holdt landskampspause, så det bliver denne gang til to situationer, som på mange måder ligner hinanden - og så alligevel ikke helt.
Lad os starte med det, der efterhånden er blevet forrige weekends kamp mellem Brøndby og FCK. Det dramatiske højdepunkt her var uden tvivl Rasmus Falks direkte udvisning efter et sammenstød med Dominik Kaiser - og det er en situation, som jeg er blevet spurgt om i et par omgange. Dels af et par læsere (hurra for dem!), men også i forbindelse med, at jeg et par dage efter kørte teoriundervisning for de kommende A-trænere. De skal nemlig som led i deres uddannelse også have en dommereksamen, så der er lige en hel dag til dem med teori og videoklip. Det er sædvanligvis en ret underholdende dag (i hvert fald for mig), for det er nogle ganske andre spørgsmål, der dukker op her, end der gør på et almindeligt aspiantkursus. Fuldt forståeligt, for her taler vi om en relativt homogen flok med stor fodbolderfaring fra den anden side af hegnet, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet på de almindelige dommerkurser.
Der var et par deltagere fra FCK med, og dermed kom snakken også til at gå på Falks udvisning, som - kunne jeg godt fornemme - ikke faldt i lige god jord alle steder.
Den er også lidt speciel - men i mine øjne også fuldstændig indiskutabel. Godt nok får Rasmus Falk spillet bolden, før hans støvle lander i hovedet på Dominik Kaiser - og jeg er også fuldstændig overbevist om, at Falk alene har øje for bolden. Den type forseelser er normalt bestemt ikke ham. Men her går det altså galt. Benet svinges igennem med stor kraft i hovedhøjde, samtidig med at Kaiser kommer ind fra den modsatte side og modtager det sidste smæld. Jeg plejer at sige, at når det oplagt er bolden, som er spilobjektet, og den oven i købet rammes, skal der en god del til, før der kommer en udvisning i spil. Men der er undtagelser - nemlig dem, hvor hensynet til modspillere åbenlyst tilsidesættes, og hvor vedkommende udsættes for fare (hvilket man nok må sige, at Kaiser blev, alene ud fra det antal sting, som han måtte sys med bagefter).
Vælger man at sparke bolden væk i den højde og fører foden igennem med appel, må man have en anelse om, at det kan gå galt, uanset om man i øvrigt har registreret tilstedeværelsen af andre spillere eller ej. Min gamle læremester ud i teorien tilbage i 1970' erne, Carsten Sørensen (som var 1. divisionsdommer og mindst lige så meget praktiker som teoretiker - en blændende egenskab, som jeg efter fattig evne prøver at leve bare nogenlunde op til) illustrerede problemstillingen med følgende lille eksempel. En mand går hver dag hen til vindueskarmen i sin 5. sals lejlighed præcis kl. 12 og kaster en urtepotte ud af vinduet. Det går godt rigtig mange gange, men en dag kommer der en stakkels fodgænger forbi, som bliver ramt af urtepotten.
Det vil ikke hjælpe urtepottekasteren at forsvare sig med, at sådan plejer han da at gøre - ved at udføre selve handlingen må han vide, at der er en risiko for, at det kan gå galt.
Det er det samme, som vi forlanger af fodboldspillere.
Læs også:Brøndby-stopper efter voldsom skade: Kaiser var Harry Potter gange fem
Ved at sparke igennem i den højde - uanset om man kun har blikket på bolden - accepterer man risikoen for, at det kan gå galt, så der skal betales ved kasse ét.
Ben har ikke noget gøre i den højde og med den kraft i et tæt befolket område.
Hvad skal man så kalde forseelsen? Man kunne fristes til at kalde den farligt spil, men sådan noget skal kun give et indirekte frispark - og her endte vi med direkte. Der er den lille lovmæssige finurlighed, at hvis der samtidig af samme spiller begås to forseelser, hvoraf den ene skal give indirekte frispark og den anden direkte, vælger man den groveste.
Og Falks aktion kan man godt putte ind i et par stykker af den type, som giver direkte frispark.
Springe på en modspiller, for eksempel, eller at sparke en modspiller - eller endnu bedre bremse en modspiller ved fysisk kontakt. Det var frisparket - og hvad skal man så kalde udvisningsforseelsen? Nogle har plæderet for ' voldsom adfærd' - og så er der også den, der hedder ' spil, som i alvorlig grad er utilladeligt' (åh, dette jura-sprog). Forskellen på de to er, at den første foregår, uden at det er i kamp om bolden og kan begås mod alle, helt ned til tilskuere og bolddrenge. Den anden er altid mod en modspiller, og altid i kamp om bolden. Så den vil jeg vælge.
Den anden situation indtraf i lørdagens EM-kvalifikationskamp mellem Norge og Spanien, hvor Norge i overtiden fik udlignet på et straffespark begået af målmand Kepa mod angriber Elabdellaoui. Straffesparket afstedkom vilde protester fra spansk side - helt og aldeles uforståeligt. Der kommer en løs, høj bold frem mod de to, og begge løber til. Elabdellaoui får lige akkurat headet bolden videre mod midten, før han bliver pløjet ned af Kepa, som kommer springende blindt ud og totalt mistimer sit indgreb mod bolden. Dommer Michael Oliver trækker lige fløjtet en anelse, for det kunne jo være, at bolden sekundet efter lå inde i mål - men da det ikke sker, er straffesparket uomgængeligt.
Kepa har - som Falk - uden tvivl primært øje for bolden, men her rammer han den ikke engang. Til gengæld er der ikke lige så meget kraft på, og frem for alt er aktionen ikke nær så farlig for modspilleren. Der er forskel på en spiller, som bare kommer busende, og så én, der kommer med foden i hovedhøjde. Men det er et nydeligt eksempel på, at målmanden ikke bare har frit lejde til at gøre hvad som helst i sit forsøg på at nå bolden. Typisk er det noget med et spring fremefter med nogle fremstrakte arme - og det er da også Kepas arm, der i sidste ende lander i ansigtet på Elabdellaoui - men det kunne lige så godt have været et højt knæ (' jeg beskytter mig bare', plejer målmænd at sige), der lander i skridtet på angriberen. Målmænd skal tage lige så meget hensyn og være lige så bevidste om risikoen, når de kommer springende ud på den måde. De har lidt flere måder, som de kan begå forseelsen på, fordi armene også er i spil her som et naturligt redskab i modsætning til hos andre spillere - men grundlæggende er princippet det samme.
Læs også:Syv skarpe til Superligaen: Alvorlige skader
Kepa ender med en advarsel og ikke en udvisning - og det synes jeg egentlig er rimeligt nok, for der er ikke lige så meget kraft i bevægelsen, som der er i Falks spark - men i virkeligheden er den tekniske forseelse (' bremse en modspiller med fysisk kontakt') den samme. Nu foregår det så bare i feltet, og dermed bliver det til et straffespark. Var Kepa kommet drønende i samme stil som i Schumacher / Battiston-situationen fra VM 1982, havde det uden tvivl været en udvisning.
Mærkeligt med Kepa, der har det med at ramme overskrifterne for de forkerte ting ind imellem - det var også ham, der i Carabao Cup-finalen tidligere på året nægtede at lade sig udskifte før en straffesparkskonkurrence, selv om straffesparksspecialisten sad på bænken.
Og så tabte Chelsea til Manchester City.
Den situation gav i øvrigt også lidt lovsnak, for hvad kan dommeren egentlig gøre, hvis en spiller nægter at lade sig udskifte? Og svaret er ' absolut intet'. Det må holdene selv ligge og rode med.
Ret interessant på en uge at få to situationer, som på mange måder ligner hinanden - men alligevel ender to forskellige steder, selv om begge kendelser er rigtige. Man kan desværre ikke bare slå opskriften op i den nærmeste kogebog - der skal en vurdering til, og det er derfor, at de tre vigtigste ord i fodboldloven ubetinget er ' efter dommerens skøn.'.
Skriv til Carlsen på carlsen@tipsbladet.dk.
Læs også:Kaiser om Falks udvisning: Det var voldsomt - men sådan er fodbold
Læs også:Ramt af Falk-støvle: Kaiser syet med mere end 20 sting
Læs også:Falk opsøgte Kaiser efter kampen: Det var et uheld
