I sommer solgte AGF to store forsvarsprofiler. Først Yann Bisseck til Inter og senere Thomas "TK" Kristensen til Udinese sidst i transfervinduet. Salget af "TK" var bl.a. afhængigt af om AGF kunne finde en kvalificeret erstatning.
Salgene efterlod AGF med ét stort hul i det sædvanlige tremandsforsvar, hvor Frederik Tingager og Tobias Mølgaard sidder tungt på de to øvrige pladser (hvis de er skadesfrie).
Han valgte pengene i FC Midtjylland. Og fred være med det. Det er sket før og vil sikkert ske igen.
Rasmus ThomsenAGF-fan
Efter de to store salg til Serie A manglede AGF altså en spiller til den venstre forsvarsside. Ligesom forgængerne Bisseck og "TK" måtte erstatningen gerne være af høj kvalitet, og i slutningen af sommerens transfervindue begyndte rygterne om Mads Bech Sørensen så.
Venstrebenet, erfaring fra Premier League, østjyde, god fysik og god alder. Nærmest en spiller, som Stig Inge Bjørneby ikke kunne skræddersy bedre til pladsen.
Rygterne tog til, og pludselig virkede det kun som et spørgsmål om tid, førend underskriften blev officiel mellem Mads Bech og AGF.
Men i stedet for at tage til Aarhus og underskrive kontrakten med AGF, så kom Mads Bech til Aarhus blot for at fortælle, at han i stedet ville skrive under med FC Midtjylland.
Det virkede som en svinestreg og virker i øvrigt stadig som en lille svinestreg udført af Bech og baglandet.
Men Mads Bech blev aldrig AGF-spiller, og derfor har han ikke fyldt noget for mig siden, og det virker heller ikke til, at Mads Bech ellers er en spiller, der fylder i AGF-kredse.
Han valgte pengene i FC Midtjylland. Og fred være med det. Det er sket før og vil sikkert ske igen.
På søndag kommer Mads Bech og resten af FC Midtjylland-holdet så til Aarhus, når der skal kæmpes om pladserne i top seks.
FC Midtjylland mangler dog stadig bl.a. historie og klasse, førend opgørene for alvor bliver store for mig.
Jeg vil rigtig gerne have, at AGF vinder over FC Midtjylland, men klubber som Brøndby, AaB, FC København, OB, Vejle og Viborg ser jeg som større rivaler for AGF end FC Midtjylland.
Skriv til Rasmus Thomsen på FanklubbenAGF@tipsbladet.dk