Randers-drillerier begynder at ligne personlig klapjagt

Denne uge har været rig på det, de i Storbritannien kalder banter. Godmodige stikpiller fra Randers FC til AGF og fra AGF til Randers.

Klubberne har blandt andet sendt photoshoppede billeder fra successerien Game of Thrones til hinanden på Twitter. AGF indrykkede i dag, fredag, en annonce i Randers Amtsavis, hvor de skrev ”Rend’os i r….”. Og spillere på begge sider, blandt andet Kasper Fisker og Alexander Juel Andersen, har talt om, hvor gerne de vil slå lokalrivalerne.

Jeg har før på denne plads talt varmt om dem, der forsøger at skabe rivaliseringer i dansk fodbold. Vi mangler rivaliseringer, for de øger interessen for Superligaen. Der ville næppe komme over 1000 AGF-fans til Randers i aften, hvis det ikke havde været for klubbernes indbyrdes banter de seneste år.

Vi kan altid diskutere, hvornår det bliver for meget, men det er ikke mit ærinde her at vurdere, om Kasper Fisker går for langt, når han taler om at hade AGF.

Jeg glæder mig personligt mere til kampen, efter jeg har fulgt klubbernes drillerier, og jeg synes, at den slags er overvejende positiv. Lad os bare få mere af det.

Alligevel vil jeg tillade mig at kommentere en del af Randers-drillerierne. Jeg synes, at de langer for meget ud efter Mustafa Amini.

Der var de hårde ord om en demotiveret spiller uden et potentiale, der kunne opfyldes i Randers FC, i sommer. Der var Kasper Fiskers udpegning af Amini som den AGF-spiller, han ikke kunne lide. Og der var senest direktør Michael Gravgaard, der lod, som om han brugte en Amini-trøje til at tørre sig efter et toiletbesøg. 

Til sammen danner det et ulige billeder, især fordi Amini langt fra er den eneste tidligere Randers-mand i Aarhus. Elmar Bjarnason og Kasper Junker var tidligere på kontrakt 55 kilometer længere nordpå, og administrerende direktør Jacob Nielsen samt sportschef Peter Christiansen kom fra lignende stillinger i Randers.

Der stikker helt sikkert noget under, og Randers-lejren er givetvis utilfreds med den måde, Amini og hans agent, Buddy Farah (som også er agent for Mandla Masango, og som mildest talt er upopulær i Randers) agerede i forbindelse med skiftet.

Aversionen mod Amini kan i princippet være velfunderet. Men når vi i offentligheden ikke kender baggrunden til fulde, og Amini i øvrigt ikke går med på stikpillerne, kommer Randers FC til at ligne dem, der laver klapjagt på en enkelt spiller.

Jeg mener, at man kan tillade sig mere, når man slår på en klub frem for på én spiller. Uanset hvor meget Randers måtte have grund til ikke at kunne lide Mustafa Amini, synes jeg, at de kommer til at fremstå for personfikserede.

Det er synd, for overordnet set har denne uges banter bestemt sin plads. Det er faktisk på sin plads. Spillere og ledere, der tør sige, hvad de mener, er gode at have. Både for os i medierne og for interessen for ligaen. Det skal Randers og AGF endelig holde fast i, men de skal passe på, at drillerierne ikke blive lige smalle nok.