1. division

Topscorer syet med 15 sting efter biluheld

Det er en noget rystet og lettere skadet Gilberto Macena, der på fredag er tilbage i AC Horsens efter en voldsom trafikulykke hjemme i Brasilien.

AC Horsens' sædvanligvis humørfyldte angriber og topscorer Gilberto Macena var i ferien involveret i et voldsomt trafikuheld hjemme i Brasilien, hvor brasilianerens bil efter AC Horsens' oplysninger blev presset af vejen af en lastbil.

Gilberto Macena flyver torsdag fra Brasilien for at slutte sig til holdkammeraterne i Horsens, og klubbens sportschef Jesper Hansen er noget spændt på at se, hvordan den 25-årige brasilianer har det.

- Han har kommunikeret med andre folk fra klubben i telefon og sendt mails, og mandag aften fik jeg endelig fat i ham på telefon. Han fortæller, at han blevet presset ud af vejen ude på motorvejen. Han er blevet syet med 15 sting i det ene ben. Vi glæder os, til at han kommer. Det har været en grim oplevelse for ham. Han siger, at han har det bedre, men jeg kunne mærke på ham, at det havde været en rigtig dårlig oplevelse, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Jesper Hansen afventer mødet med Gilberto Macena, før han og klubben vil vurdere, hvornår Macena er frisk nok til at deltage i træningen.

Den brasilianske angriber er med ni scoringer delt topscorer i 1. Division sammen med Hvidovres Anders Clausen.