Superliga

Van der Schaaf færdig i Brøndby

Alt tyder på, at Remco van der Schaaf ikke får en ny kontrakt i Brøndby. Derfor leder hollænderens agent nu efter en ny klub.

Til sommer udløber Remco van der Schaafs kontrakt i Brøndby, og lige nu er der ikke noget der tyder på, at den hollandske defensivspiller får en ny kontrakt. Van der Schaafs agent har således ikke hørt fra den københavnske vestegn, og det tolker han i én bestemt retning.

- Intet er sket. Det er et klart signal om, at Brøndby ikke vil have ham i næste sæson, siger Henner Janzen til tipsbladet.dk.

Dermed er Van der Schaaf efter al sandsynlighed færdig i Brøndby til sommer. Det har han også indset, og derfor er hans agent netop nu igang med at finde ham en ny klub.

- Vi kigger både efter en ny klub i udlandet, men vi kigger også i Danmark. Vi har ikke skrevet under med en ny klub, men jeg er i diskussioner. Fire klubber viser stor interesse for Remco, så nu må vi se hvad der sker over de næste uger, fortæller Henner Janzen, der dog ikke udelukker en Brøndby-forlængelse, hvis de blå/gule ændrer mening og kommer med et kontraktudspil til hans klient.

- Remco kan lide Brøndby, og han kan lide København. Så vi har ikke lukket døren for Brøndby, og vi lukker den heller ikke, slutter Janzen.

Remco van der Schaaf, der i denne sæson har scoret fem mål i 15 Superliga-kampe, er lejet ud til Brøndby fra Burnley, men når forsvarsspillerens kontrakt udløber på vestegnen, er han også løst fra sin kontrakt i den engelske Championship-klub.