Video : Tipsbladet
Superliga

Transferkaos i Superligaen skal forhindres: Det er helt afgørende

Spillerforeningen og Divisionsforeningen forhandler om en aftale, hvor Superliga-spillere med kontraktudløb får tilbudt en forlængelse på 1-2 måneder og dermed kan spille sæsonen færdig.

Hvad gør man i Lyngby, hvis syv spillere med kontraktudløb stopper i klubben 1. juli?

Kan Esbjerg holde til at miste alle seks lejesvende, man møjsommeligt og ganske dyrt lejede ind i januar for at overleve i Superligaen?

Og kan Superliga-klubber hente hinandens kontraktfri spillere, når deres kontrakter udløber 1. juli?

Efter at Superligaen har fået noget nær grønt lys fra Mette Frederiksen til at begynde igen, hober spørgsmålene sig op for Superliga-klubberne.

Et af de temaer, der fylder meget, er de spillere, der har kontraktudløb 1. juli, og de omkring 20 spillere, der er lejet til at hjælpe de 14 klubber i forårssæsonen. 

Læs også:Simon Kjær jubler over EM på hjemmebane: Det giver myrekryb

For selvom FIFA og UEFA midt i corona-krisen forsøger at hjælpe ligaer og fodboldforbund efter bedste evne, er der midt i glæden over Superliga-genstarten panderynker hos Superliga-klubberne.

For kan den forsinkede turnering betyde, at klubber i en overlevelseskamp i bunden mister indtil flere profiler 1. juli, eller at AGF, Brøndby og FC Nordsjælland skal spille et ræs om bronzemedaljer færdig uden Superliga-stjerner som Mustafa Amini, Samuel Mraz og Nicolai Larsen?

FIFA har opfordret til, at ligaer, klubber og spillerforeninger i fællesskab finder en løsning, hvor alle spillere med kontraktudløb får tilbudt en ny korttidskontrakt.  En lignende løsning ser man gerne for lejespillere.

I Danmark forsøger Divisionsforeningen og Spillerforeningen sammen at finde en model, så den sæsonafslutning, man netop ser ud til at have vundet tilbage fra coronavirussen, ikke skal spilles færdig med amputerede hold i juli.

- Vi er i dialog med Divisionsforeningen om den problemstilling, som opstår, hvis sæsonen genoptages og forlænges. Og det er selvfølgelig også et scenarie, som vi har talt med vores medlemmer om. Fra spillersiden er den klare holdning, at alle spillere med kontraktudløb skal tilbydes en forlængelse, som følger sæsonen, så ingen spillere efterlades på perronen uden arbejde og uden mulighed for at tage arbejde. Det, mener vi, er helt naturligt, både sportsligt og juridisk, siger Michael Sahl Hansen, der er administrativ chef for Spillerforeningen, i fredagens trykte udgave af Tipsbladet.

Læs også:Brøndby-boss: Der er en stor opgave foran os og de øvrige klubber

I Divisionsforeningen håber direktør Claus Thomsen ligeledes på en aftale efter det, han kalder for fornuftige og produktive samtaler med Spillerforeningen, og for Thomsen at se er det afgørende, at der kommer en løsning, der giver en god afslutning på sæsonen.

- Det betyder eksempelvis, at vi ikke kan leve med, at en eller flere spillere skifter klub før de afgørende runder og spiller for en anden, konkurrerende klub i Superligaen eller 1. division. Det er helt afgørende for turneringens integritet, at det ikke sker, siger Claus Thomsen.

- Hvis vi forlænger med næsten alle spillere i Superliga-klubberne i en måned eller to, så de spiller sæsonen færdig, så giver det alligevel ikke mening at spilde tid af de i alt 12 uger, transfervinduet må være åbent. Det kommer først til at åbne, når Superligaen er spillet færdig. Om det så betyder, at transfervinduet er åbent hele efteråret, eller hvilke andre datoer, transfervinduet kan være åbent, ved vi ikke præcist endnu, siger Claus Thomsen, der tror, at Divisionsforeningen og Spillerforeningen sammen kan finde en løsning.

Den internationale spillerforening FIFPro støtter forsøget på at finde aftaler i blandt andet Danmark men advarer mod, at klubber forsøger at presse spillere til forlængelser.

- Vi ser ikke den situation [juridiske konflikter] for os, hvis ellers der er åben og transparent kommunikation mellem klubber og spillere. Spillere skal kun forlænge deres kontrakter for at spille sæsonen færdig, hvis de er helt klar over, hvad der er på spil i forhold til deres karrierer. Spillere må ikke komme under nogen form for pres for at forlænge, hvis de ikke ønsker at forlænge, siger en talsmand fra FIFPro.

Du kan læse hele artiklen om den komplicerede sag i Tipsbladets trykte udgave, som du kan købe sammen med Ekstra Bladet fredag

Læs også:Torsdagens rygtebørs: Kommende klubejer vil købe forrygende stopper

Læs også:Hobro-chef jubler over Superliga-start: Jeg råbte ud i hele rummet

Læs også:Bekræfter vild sommer: Både Tour-start og EM-værtskab i Danmark