Superliga

Tidl. Ajax-talent på vej til OB?

Offensivspilleren Darko Bodul meldes nu på vej til OB, der har bekræftet, at man arbejder på en offensiv forstærkning.

OB kommer sandsynligvis til at præsentere minimum en ny spiller, inden transfermarkedet lukker torsdag midnat, og nu meldes en offensiv-type tæt på den fynske Superliga-klub.

Der er tale om Sturm Graz-spilleren Darko Bodul, der ifølge østriske medier er på vej til Danmark for at skrive kontrakt med OB.

- Han ankommer der i aften, og derefter følger den normale procedure med medicinske test. Det skulle dog ikke være noget problem, siger Ayhan Tumani, der er sportslig ansvarlig i Sturm Graz.

24-årige Darko Bodul er født i det tidligere Jugoslavien, men er vokset op i Østrig. Han har spillet et par kampe for Kroatiens ungdomslandshold, og betegnes som en offensiv allrounder, der både kan spille i angrebet samt på andre positioner fremme på banen. Han kom til Sturm Graz i 2011, men han har tidligere været i hollandsk fodbold, hvor han har været tilknyttet ungdomsafdelingen i både Heerenveen og Ajax.

Det blev imidlertid ikke til noget gennembrud i Holland, og nu ser det altså ud til, at han fremover skal forsøge at jagte et gennembrud i Danmark.

OB's cheftræner Troels Bech bekræftede onsdag over for tipsbladet.dk, at man er på jagt efter en offensiv tilgang.

- Hans Henrik Andreasens afgang betyder, at vi er lidt pressede på antallet af offensive spillere. Hans Henrik Andreasen er en vældig god afslutter – måske ikke i det sidste års tid i Superligaen – og da vi både har Morten Skoubo og Rasmus Falk, der er ramt af skader, er vi ramt i vores offensive kæde. Hvis du så spørger, om der kommer til at ske noget hos os, kan jeg svare, at vi arbejder på det. Om det så lykkes, må vi vente og se til efter klokken torsdag klokken 23.59, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.