Video : Tipsbladet
Landshold

Skal skannes: Måske er skaden værre end antaget

Skanninger skal afgøre, om Robert Skovs skade er værre, end Kasper Hjulmand og landsholdet først regnede med.

Søndag aften nedtonede landstræner Kasper Hjulmand omfanget af den skade, der sendte Robert Skov ud af testkampen mod Bosnien-Hercegovina.

Før mandagens træningspas i Helsingør er han ikke lige så optimistisk, efter at den danske træner har set episoden igennem.

- Den ankel var godt vredet rundt. Det er klart, at der venter noget skanning og undersøgelse i løbet af det næste døgn. Måske skal vi bruge et til to døgn for at få fuldstændig styr på prognosen, siger Hjulmand.

Hoffenheim-spilleren med den gode sparketeknik pådrog sig en skade, da han kolliderede med en bosnisk spiller midtvejs i anden halvleg.

Efter at han i første omgang spillede videre, blev han pillet ud med godt 20 minutter tilbage.

De kommende dage skal afsløre omfanget af skaden, men når Robert Skov ikke at blive klar til lørdag, bliver han ikke nødvendigvis erstattet.

Hjulmand vurderer fra spiller til spiller, hvornår de skal stå helt klart.

- Det er lidt forskelligt, vil jeg sige. Men man skal være klar inden for en overskuelig fremtid. Det er ikke sådan, at hvis vi kommer i en finale, så er han klar der. Det er en position, der skal være brugbar.

- Jeg kan ikke sige konkret, om det er den første, anden eller tredje kamp, siger landstræneren, der kan skifte ud i truppen i tilfælde af skader frem til lørdag.

Christian Nørgaard har ikke fået spilletid i testkampene mod Tyskland eller Bosnien-Hercegovina, men Hjulmand forventer både ham og Andreas Skov Olsen klar til åbningskampen mod Finland.

- "Nør" (Nørgaard, red.) følger prognosen. Han træner stort set fuldt igennem nu. Det havde været lidt et sats at hive ham ind i går (søndag, red.). Så hellere bygge ham op, så han står helt klar.

- Han burde være klar til på lørdag. Det føler vi os ret sikre på, medmindre der sker noget uventet.

- Andreas Skov Olsen mærkede noget i pausen mod Tyskland, og vi tog ham ud. Lidt omkring lysken. Han kunne måske godt have spillet, men vi vurderer, at han er en vigtig spiller, og vi forventer, at alt går, som det skal, siger Hjulmand.

Landstræneren har tidligere fortalt, at han har en liste med 10-12 spillere, der skal holde sig klar i tilfælde af skader i truppen.

Han har dog ikke haft travlt med at ringe rundt efter søndagens kamp.

- De er klar over, hvordan det ser ud, og de, der er i spil til det, er klar, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/