Så anderledes er AGF fra Superligaens milliardærer

AGF er efterhånden en mere og mere sjælden race: en topklub i Superligaen, der de seneste år hverken er blevet opkøbt eller har ytret ønske om at blive det.

I stedet har en gruppe af lokale investorer vendt underskud og fiasko til overskud og succes på banen – og bestyrelsesformanden fastholder, at det nuværende ejerskab ikke er noget hæmsko for at følge med resten af Superligaen.

”Vores ejerskab er ikke en begrænsning for, at vi kan nå vores strategiske mål. Tværtimod så er det en styrke,” siger Lars Fournais.

AGF har over 10.000 aktionærer, men de 10 største ejer mellem 70 og 80 procent af aktierne. De fire eneste med over fem procent er ejendomsinvestoren Hans Vestergaard (lige under 25 %), korn- og foder-millionæren Kim Larsen (15 %), ejendomsinvestor Henning Norup (5,5 procent) og Jens Ole Suhr, endnu en ejendomsinvestor (5 procent). Resten af de 10 største ejer mellem to og fem procent.

AGF’s ejerskab er af den type, som de fleste Superliga-klubber var for relativt få år siden, før der gik opkøbsbonanza i den: en bred ejerkreds af lokale pengemænd. Derfor har de også lagt pengene med hjertet. I hvert fald til dels. Som Kim Larsen sagde til Århus Stiftstidende for et par år siden:

”Det er noget, jeg har hjertet med i. Det handler om at bygge et sportsbrand i Danmarks næststørste by, som århusianerne kan se sig selv i. Men det er klart, at når man investerer så mange penge, så er der også et forretningsmæssigt sigte.”

Den udlægning gælder ikke kun for Larsen, men for ejergruppen bredt set. AGF-aktierne er følelser og forretning.

”Jeg mener absolut, at det er en kombination. Hvis man ligesom skal vægte det, så tror jeg efterhånden, at det bliver mere og mere forretning end følelser, mens det tidligere nok var meget følelser. Nu er man med langsigtet. Man er ikke med for at få en kortsigtet gevinst eller nogle kortsigtede fordele af at være aktionær. Men man er der, fordi man kan se et langsigtet perspektiv i at være aktionær i AGF,” siger bestyrelsesformand Lars Fournais.

Tidligere var det sådan i AGF – og i de fleste andre danske klubber – at man var afhængig af, at lokale velgører ville spytte i kassen. Når klubben var i økonomiske problemer, havde den brug for at få lukket hullerne, og det klarede den blandt andet ved aktieemissioner. Sådan er det ikke længere.

AGF har lavet fem overskud på stribe og er på vej mod et sjette og rekordstort et af slagsen takket være nogle store spillersalg i sommer.

Nu skal der satses – med måde
Vejen derhen begyndte i 2014. Da satte ledelsen sig for, at det skulle være slut med at gå rundt til husets venner med hatten i hånden og bede om almisser, når den manglede penge. Hvilket den jævnligt gjorde.

”Det skete på baggrund af, at vi faktisk stod i en meget kritisk situation. Vi var rykket ud. Vi havde ikke nogen administrerende direktør, vi havde ikke nogen sportschef, og vi havde ikke nogen træner. Og vi havde i øvrigt en underbalance i størrelsesordenen af 50 millioner kroner. Så kassen var også tom,” husker Fournais.

”På den baggrund definerede vi i bestyrelsen en helt ny retning i AGF. Vi kunne ikke blive ved med at humpe af sted på den her måde med underskud, på underskud, på underskud og ikke ligge stabilt i Superligaen. Så derfor så definerede vi den strategi, der hed Det Ny AGF, som vi faktisk har kørt efter lige siden. Og der har vi jo opnået en kontinuitet.”

Dels har der været få udskiftninger i bestyrelsen siden, og dels har administrerende direktør Jacob Nielsen og økonomidirektør Dan Jessen været med næsten hele vejen. De har været med til at køre en stram økonomisk kurs.

”Hovedelementerne i den strategi har været, at vi skulle drive en forretning, i hvert fald i de første år, hvor der var balance mellem indtægter og udgifter. De indtægter, vi kunne generere gennem driften – og det vil altså sige tv-indtægter, kampindtægter, sponsorater – skulle ligesom dække udgifterne, så det kunne gå i nul, og det, der så kom derudover, hvis vi var gode til at sælge spillere eller kvalificere os til Europa, var noget ekstra.”

Andetsteds på disse sider kalder investeringsøkonom Per Hansen det for en professionalisering af ejerskabet, bestyrelsen og ledelsen. Lars Fournais opsummerer det således:

”Frem for at man investerer i sympati for AGF, så er det ikke det, vi ønsker nu. Nu skal man investere i AGF, fordi man simpelthen er betaget af den vision, vi tegner, og det perspektiv, der er i AGF.”

Det tog fem år at vende underskud til overskud, men nu er forretningen ved at være så stabil, vurderer Fournais og co., at de har smidt den selviførte spændetrøje.

”Nu er vi i en situation, hvor vi hvor vi simpelthen bliver nødt til at investere kraftigt år efter år i Superliga-holdet og i talentudvikling for at følge med i dansk fodbold. Fordi hvis ikke man gør det, så sakker man simpelthen bagud,” siger bestyrelsesformanden.

”Vi skal i AGF satse efter at spille med i toppen af dansk fodbold hver eneste år. Det er den strategi, vi kører efter. Og derfor bliver der også fortsat investeret ganske kraftigt i udviklingen,” siger Lars Fournais og fremhæver udover spillertruppen og talentudviklingen investeringer i et nyt akademi og et nyt stadion.

Nøglen for AGF-ledelsen bliver at ramme den rette balance, så den ikke falder i samme fælde som tidligere, hvor klubben oversatsede og måtte hjælpes ud af problemerne af velvillige lokale pengefolk.

For det første handler dét om at have de rette folk, siger Lars Fournais. Kvalificerede, kompetente mennesker. I toppen skal de træffe de rigtige beslutninger, og hele vejen ned gennem organisationen skal scouts finde de rigtige spillere, og ungdomstrænerne skal udvikle talenterne.

Derudover er AGF et andet sted økonomisk. I det regnskab, der sluttede i sommer, lød egenkapitalen på 166 millioner kroner, og med et forventet rekordregnskab i denne sæson kommer den kun til at vokse.

”Så vi har jo også en polstring som virksomhed, som man kan holde til de der år, som kan være mindre gode,” påpeger Lars Fournais.

Ingen opkøb forude
Der findes selvfølgelig også en anden vej til at skrue op for investeringerne i spillere, trænere og faciliteter. Men hvor en lang række Superliga- og divisionsklubber de seneste ti år er blevet helt eller delvist opkøbt – eller som minimum har sagt, at de gerne vil det – lyder meldingen anderledes fra Århus.

Her har ejerne ikke umiddelbart nogen planer om at sælge, selvom formanden selvfølgelig ikke kan udstikke nogen garantier for, at aktier, der er frit tilgængelige på markedet, ikke bliver opkøbt.

”Som jeg plejer at sige, så er vi jo en børsnoteret klub. Vores aktier kan købes og sælges hver eneste dag på Fondsbørsen. Og hvis der er nogen, der ønsker at købe AGF-aktier, så kan man jo bare gå i gang,” siger han.

”Men jeg synes, at vi har så solid en ejerstruktur, at hvis vi har behov for at få tilført yderligere penge til noget, som peger fremad, og som kan øge værdien af AGF, så har vi jo stadigvæk mulighed for at gå til vores eksisterende aktionærer. Så jeg ser ikke umiddelbart noget behov for et andet ejerskab, medmindre det andet ejerskab kan drive klubben bedre, end vi gør i dag.”

Men hvis ejerne har de økonomiske muskler, hvorfor poster de dem så ikke i AGF, så klubben kan øge sit budget og hamle op med FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF og FC Nordsjælland? Fordi så havner klubben netop i den situation, at den bliver afhængig af sine velgørere for at løbe rundt.

”Jeg synes, at det er en usund ting, hvis man puster en økonomi op, fordi man låner nogle penge af sine ejere, eller ejere skyder penge ind. Jeg mener, at vores økonomi skal udvikle sig ved, at vi tjener pengene selv. Det er sund virksomhedsdrift. Og det kan vi i AGF. Vi kan række ud efter meget større indtægter end det, vi får i dag, og dermed kan vi også stille og roligt lægge på hvert eneste år på vores spillerbudgetter. Og det er det, vi gør,” siger formand Fournais.

Men selv om fremmede penge ikke er noget tema for AGF’s ejere, er det ikke, fordi der ikke er nogen interesse. Den er bare aldrig nået længere end de indledende manøvrer.

”Hvis der lige pludselig er nogle udefra, der kontakter mig og siger: ”Kan vi købe AGF? Vi vil tilbyde sådan og sådan”, så er det jo min opgave som bestyrelsesformand at spørge vores aktionærer, om de synes, det er attraktivt, og så skal de tage stilling til det. Men indtil nu har der ikke været noget som helst konkret i den retning,” siger han.

Har der slet ikke været noget? Vi ved jo, at de fleste klubber jævnligt får mere eller mindre seriøse henvendelser.

”Jeg har da også talt med nogen, men der har ikke været noget konkret overhovedet, udover snak.”

Det tyder altså på, at AGF’s ejerskab i store træk ikke kommer til at ændre sig. Hvor andre ejere har været dybt involveret i alt lige fra trænerfyringer til spillerindkøb, lever de en mere tilbagetrukket rolle i AGF.

Førnævnte Kim Larsen sidder i bestyrelsen, ligesom de øvrige medlemmer af bestyrelsen har mindre aktieposter, så aktionærerne er ikke helt afskåret fra beslutningerne. Men som Lars Fournais siger:

”Det er jo ikke sådan, at jeg ringer til en storaktionær, hvis vi skal købe eller sælge en spiller. Det ligger hos bestyrelsen og direktionen suverænt. Det skal det også gøre.”

”Jeg er jo sådan indrettet, at hvis man er aktionær i en virksomhed, så gør man sin indflydelse gældende gennem valg af bestyrelse. Og hvis man som aktionær ikke sidder i bestyrelsen, så skal man efter min mening ikke udtale sig om, hvad der sker i den virksomhed. Det ser man jo eksempler på nogle steder. Jeg skal nok lade være med at nævne navne, det kan du selv tænke dig til. Men det, synes jeg, er uheldigt. Det ser du heller ikke ske i Aarhus.”

Fotos: Getty Images