Randers FC ikke færdige med at handle
Superliga

Randers FC ikke færdige med at handle

Randers FC har haft en travl sommer på transferfronten, men den bliver endnu travlere.

Der er stadig lang tid til, at transfervinduet lukker, men der har allerede været godt gang i svingdøren i Randers FC.

Syv spillere har forladt den kronjyske klub, mens man har sagt goddag til Erik Marxen, Mikkel Thygesen, Mustafa Amini og Jack Duncan. Det sidste er dog langt fra sket hos sidste sæsons nummer fire.

- Vi har seks-syv mand, som har kontraktudløb, og vi har fået fire mand ind, så det er klart, vi er ikke færdige endnu, siger Randers FC's sportschef Peter Christiansen til Kanalsport uden at komme ind på konkrete positioner.

Kronjyderne har lige nu to mand til U/21-EM i form af Mikael Ishak og Nicolai Brock-Madsen, og slutrunden er som bekendt et godt udstillingsvindue, men det har endnu ikke udmøntet sig i store milliontilbud til Randers FC.

- Der er helt sikkert interesse, men ikke noget konkret, lyder det fra Peter Christiansen.

Angriberen Djiby Fall er en af de spillere, som har kontraktudløb i Randers, men som endnu ikke har fået afklaret sin fremtid.