Video : Tipsbladet
Superliga

FC København henter svensk stortalent

FC København forstærker talentfabrikken med svensk offensivspiller.

FC København ruster sig til fremtiden og henter ét af svensk fodbolds helt store talenter.

De danske mestre oplyser på klubbens hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med den svenske U16-landsholdsspiller Neo Jönsson, der kommer til FC København fra Stockholmklubben MAJ FC.

Offensivspilleren Neo Jönsson indleder sin FCK-karriere på U17-holdet, og han får rygnummer 10.

- Neo er et stort talent, som vi ser frem til at udfolde potentialet for i FC København. Han er venstrebenet og dygtig både én mod én og relationelt. Nu glæder vi os til at få ham ind i vores talentmiljø og se ham udfolde sig der, hvor han vil blive matchet af andre nordiske toptalenter hver dag, siger Mikkel Køhler, der er Head of Recruitment i FCK Talent.

Den unge hovedperson ser frem til at tage turen over Øresund.

- Jeg glæder mig meget, og det er en stor motivation for mig, at F.C. Købebnhavn ser så stort potentiale i mig, at de henter mig til DanmarkJeg ser meget frem til at blive en del af så stor en klub med et talentarbejde, der er på højt internationalt niveau, siger Neo Jönsson og tilføjer:

- Jeg har fulgt med og set, at klubben virkelig prioriterer talentarbejdet og giver dig chancen, når du er dygtig nok. Lige nu handler det om at falde godt til i byen og blive en del af holdet og alle dem omkring det.

FC København oplyser ikke længden på Neo Jönssons aftale, men da svenskeren blot er 16 år, må han maksimalt skrive en tre-årig kontrakt.