OB sælger Hallgrimur Jonasson til Lyngby
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

OB sælger Hallgrimur Jonasson til Lyngby

Nu er det officielt: Hallgrimur Jonasson er færdig i OB. Forsvarsspilleren skifter til Lyngby.

OB's nu tidligere anfører Hallgrimur Jonasson skifter til Lyngby. Det har den fynske klub netop bekræftet. 

Lyngby har købt Jonasson, der havde et halvt år tilbage af sin kontrakt med OB, hvor han ikke havde udsigt til spilletid.

- Haddi har været en vigtig spiller for os i OB, og han har været en meget engageret og vellidt spiller i klubben. Det gælder både på banen, hvor han spillede samtlige minutter i sidste sæson, og det gælder udenfor banen. Her har han som anfører har lagt mange kræfter i at skabe et godt miljø i truppen og omklædningsrummet, hvilket har været vigtigt i den udvikling, vi er inde i. Vi har været rigtig glade for Haddi og den måde han har grebet ansvaret hos os, og da vi har hård konkurrence om pladserne i vores centrale forsvar, har vi også været villige til at efterkomme Haddis ønske om at få lov at skifte til Lyngby et halvt år før kontraktudløb, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til ob.dk.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i OB, og det har været en fornøjelse at spille for og være anfører i så stor en klub som OB. Det har været en rigtig god tid, og mit forhold til fans, trænere og stab har været super godt. Jeg synes, at det har været en tid, hvor vi har fået bygget noget rigtig godt op efter at vi først reddede os i ligaen og siden skiftede træner og satte gang i en ny og spændende udvikling. Fremtiden for OB ser rigtig spændende ud, og jeg er glad for at have været med til at bygge det op, som der nu skal arbejdes videre med. For mit vedkommende gælder det et nyt og spændende projekt, og det har været vigtigt for mig at få min og min families fremtid på plads. Så jeg vil sige et stort tak til klubben og fansene og ønsker kun OB alt det bedste i fremtiden, siger Hallgrimur Jonasson.

Dermed skal OB nu have ny anfører. Klubben har endnu ikke meldt ud, hvem der overtager den tjans.