OB og Roy Carroll afbryder samarbejdet
Roy Carroll har spillet sin sidste kamp for OB. Den fynske klub meddeler på sin officielle hjemmeside, at man med øjeblikkelig virkning har afbrudt samarbejdet med den nordirske målmand, der igennem længere tid har haft hjemve.
OB-direktør Thomas Christensen siger i en pressemeddelelse:
- Roy Carroll har længe ønsket at vende hjem til sin familie i England, og vi endt med at nå en aftale, der betyder at han bliver løst fra sin kontrakt i OB. Det har været en længerevarende proces, men begge parter er indstillet på at komme videre og se fremad - i hver vores retning.
33-årige Roy Carroll nåede at spille 59 kampe for OB siden skiftet i august 2009. Samme år vandt han Tipsbladets pris Det Gyldne Bur. Hvilken klub der i fremtiden får glæde af hans kvaliteter, er fortsat uvist.
OB har allerede sikret sig Stefan Wessels som erstatning for Roy Carroll.