Superliga

OB fører kniven for millioner

Med kirurgisk præcision har OB i det netop overståede transfervindue formået at skære truppen. Med sparede millioner til følge.

Efter en dyr december med jul og nytår, sparer de fleste mennesker lidt i januar måned. Men i OB har man sparet mere end de fleste. Den fynske Superliga-klub har haft den helt store sparekniv fremme i vinterens transfervindue, hvor der er blevet skåret helt ind til benet. Alle overflødige spillere er væk, og fynboerne kan nu starte forfra.

Læs også: Runström og Demba Nyrén forlader OB

De stribede, der inden foråret sparkes igang indtager den Champions League-givende andenplads i Superligaen, har haft gang i kuglepennen januar igennem, men det er ikke nye kontrakter, der er blevet underskrevet. Faktisk er der blot tre nye navne i truppen i form af de to nye målmænd, Stefan Wessels og Mads Toppel, samt Oliver Larsen, der kommer til fra klubbens egne rækker.

I stedet er kuglepennen blevet flittigt brugt, når kontrakter skulle ophæves. Mens Thomas Helveg og Johan Absalonsen har forladt klubben af naturlige årsager efter kontraktudløb, Timmi Johansen er lejet ud til Viborg,  og to gange Hansen med fornavnene Alexander Lund og Henrik er blevet solgt til henholdsvis IK Start og SønderjyskE, har OB fritstillet fire af truppens dyreste spillere.

Brasilianske Caca fik ophævet sin kontrakt tidlligt i januar måned, og i aftes kom nyheden om, at også angriberne Njogu Demba-Nyrén og Björn Runström forlader Odense med en iturevet kontrakt i bagagen. Få timer senere fik Roy Carroll-sagaen også en ende, da den nordirske keeper, der for blot et år siden var ligaens bedste, også forlod den fynske hovedby som en fri mand.

Læs også: OB og Roy Carroll afbryder samarbejdet

Nu står OB tilbage med et rent bord. Truppen er reduceret med seks mand, og klubben har sparet millioner i lønninger. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger har fynboerne således forhandlet aftaler hjem med de dyre, fritstillede spillere, som betyder, at flere af dem rejser videre med blot et par måneders løn - i stedet for lønnen for resten af deres kontraktperioder.

Det betyder, at OB er kommet ud af januar måned med skindet på næsen - og mere til. Fynboerne har foprmentlig sparet i omegnen af fire millioner kroner, som nu kan bruges på nye spillere. Spillere, som den nuværende - og ikke den tidligere - sportslige ledelse har peget på.

Læs også: Transfers: Derfor faldt de i hak

Måske kan der allerede komme arbejdsløse, transferfrie spillere til Odense i løbet af februar måned. Men den rigtige genopbygning af Odense Boldklub begynder til sommer.