OB eksperimenterer med opstillingen: Det er både af lyst og nød
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

OB eksperimenterer med opstillingen: Det er både af lyst og nød

Igen i morgen mod Holstein Kiel kommer OB til at spille mod fire i bagkæden. Det er dels for at blive fortrolig med den opstilling, dels fordi der simpelthen ikke er tre kampklar midtstoppere at vælge mellem.

Da OB i tirsdags var i Århus for at spille årets første testkamp, stillede holdet op i en 4-4-2-formation. Holdet havde ellers succes med en trebackkæde i efteråret, men det lod sig ikke gøre mod AGF. Årsagen? Der var kun to kampklar midtstoppere.

Forud for træningskampen mod Holstin Kiel i morgen er OB nu nede på kun én central forsvarsspiller, efter også Ramon Leeuwin er blevet skadet. Det hjælper lidt, at prøvespilleren Brandon Onkony også er midtstopper, men det bringer stadig ikke holdet op over to.

Så derfor spiller holdet med en firebackkæde igen fredag.

- Det var både af lyst og nød, at vi eksperimenterede med en 4-4-2 mod AGF. For det første var det. fordi vi gerne vil kunne mestre både at spille med to og tre midtstoppere. Derfor har vi valgt, at vi i træningskampene mod AGF og Holstein Kiel kommer til at spille med fire forsvarsspillere. Men det er klart, at qua Marco Lunds udtagelse til U21-landsholdet og Alexander Ludwigs skade så har vi kun to centrale stoppere i truppen i Ramon Leeuwin og Jeppe Tverskov, så det gav også lidt sig selv, siger Jakob Michelsen til ob.dk.

Efter Holstein Kiel-kampen har OB stadig tre testopgør tilbage, før Superligaen begynder for holdets vedkommende den 10. februar. Det er mod Rapid Wien og en endnu ikke fastlagt modstander på træningslejren i Tyrkiet samt mod Helsingborgs IF hjemme i Odense.

OB åbner forårssæsonen mod FC København på hjemmebane.