Video : Tipsbladet
Superliga

- Nu skal Brøndby skyde ham i gang!

Den enes død, den andens brød. Mathias Kvistgaarden kan være ude resten af sæsonen, men det baner ifølge David Boysen vejen for Filip Bundgaard, der kan se sit snit til at bevise sig selv i Brøndby.

Mathias Kvistgaarden er skadet og kan være ude resten af sæsonen.

I hvert fald annoncerede Brøndby tidligere i dag, at han kan være ude i op til seks uger. Et hårdt slag for de blå-gule fra Vestegnen, der kommer til at mangle Kvistgaarden i flere facetter af spillet.

- Altså det kommer i hvert fald ikke til at hjælpe dem. De kommer til at mangle hans energi, dybdeløb, farlighed og gåpåmod. Det er nogle ting, der giver Brøndby meget. Han er en spiller, som en træner rigtig gerne vil have til rådighed, fordi han kan udfylde flere forskellige roller på banen, fortæller David Boysen til Tipsbladet og tilføjer. 

- Han er en af de spillere, der kan få fansene på Brøndby Stadion med, så de kommer til at mangle ham rigtig meget. 

Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. 

Ifølge David Boysen har Brøndby nemlig en oplagt afløser klar i truppen, der tidligere har vist prøver på sit store potentiale i Superligaen, men som mangler at bevise det overfor Brøndby-fansene.

- Det kan være, at det er ved at være tid til at vi skal se, hvad Filip Bundgaard har at byde på. Det er ikke meget, vi har fået lov at se ham. Måske har han ikke været 100 procent klar endnu, det ved jeg ikke, men også fordi, at der er mange andre, der har præsteret.

- Jeg håber virkelig, at Bundgaard får chancen. Superligaen har jo set, hvad han kan, men vi mangler at se det i en Brøndby-trøje. Ohi har fundet en god form i foråret, og Suzuki har blæst taget af flere gange. Men nu er det måske tid til at Bundgaard skal gribe chancen.

Det er dog ikke Filip Bundgaard, der skal bære al ansvaret på sine skuldre. 

Efterårets profil i Superligaen har nemlig været en skygge af sig selv for Brøndby her i foråret, men nu bliver han ifølge Boysen nødt til at træde ud af skyggetilværelsen. 

- Brøndby skal have kickstartet Nicolai Vallys. De har jo behov for ham. Især nu hvor det begynder at spidse til. Vallys skal være glad for at Suzuki og Ohi har præsteret, fordi så har han haft længere tid til at finde sin form, men nu skal han til at finde den, afslutter David Boysen over for Tipsbladet. 

Filip Bundgaard har endnu til gode at starte inde for Brøndby i Superligaen. Indtil videre er det blevet til otte indhop med nul mål til følge.