Søndagens Superliga-topkamp mellem FC Nordsjælland og Brøndby endte uden den store dramatik med pointdeling, men så fredeligt var det ingenlunde uden for Right to Dream Park efter kampen.
Tipsbladet kan fortælle om to voldelige episoder, hvor fire FC Nordsjælland-tilhængere overfaldt andre fans, der også havde været til kampen, heriblandt Brøndby-fans.
Ifølge døgnrapporten fra politiet involverede det blandt andet, at en 28-årig mand fra Vanløse slog en 55-årig mand i hovedet.
Gerningsmanden er nu sigtet for vold. Også i det andet overfald blev der ifølge Tipsbladets oplysninger uddelt slag.
FC Nordsjælland er klare i mælet og tager skarp afstand fra episoderne, som har fået konsekvenser for voldsmændene. De fire FC Nordsjælland-tilhængere er også afhørt af politiet.
"Til søndagens Superliga-kamp mod Brøndby IF 28. april oplevede vi desværre to episoder, hvor tilhængere af FC Nordsjælland udviste voldelig adfærd mod andre tilskuere uden for stadion. Det er heldigvis meget sjældent, at vi oplever den slags i forbindelse med vores kampe i Farum," siger FC Nordsjællands direktør, Trine Hesselund Hopp Møller.
Hun tilføjer:
"En sådan adfærd er fuldstændig uacceptabel og harmonerer på ingen måde med dét, vi som klub gerne vil repræsentere. Det skal være trygt at gå til fodbold."
"Vi tager stærk afstand fra episoder som disse, og vi har samarbejdet fuldt ud med politiet. De involverede FC Nordsjælland-tilhængere er tildelt karantæne fra alle ude- og hjemmekampe på ubestemt tid," lyder det resolut fra Trine Hesselund Hopp Møller.