Zlatan Ibrahimovic har været en funklende stjerne hos AC Milan i denne sæson, men nogen sikker straffesparksskytte kan man ikke beskylde ham for at være.
Lørdag eftermiddag misbrugte han et straffespark for fjerde gang i sæsonen, da Milan på udebane trods alt slog Bologna med 2-1.
Med sejren konsoliderer Milan sin førsteplads, inden konkurrenterne i toppen skal i aktion senere i weekenden.
Milan, der var uden skadede Simon Kjær, kom lørdag i front efter 25 minutter.
Holdet blev tilkendt et straffespark, som Ibrahimovic sig af. Tilbage i november da han misbrugte sit tredje straffespark i sæsonen, lagde han ellers op til at ville overdrage ansvaret til en anden skytte, men han var stadig straffesparksskytte, da han kom tilbage efter sin skadesperiode.
Det gik også fint nok mod Cagliari for to runder siden, men lørdag misbrugte han så igen. Heldigvis for Milan fulgte Ante Rebic op og scorede på riposten til 1-0.
Da Milan så fik endnu et straffespark ti minutter efter pausen, var det Franck Kessies tur til at eksekvere, og han havde større succes og scorede til 2-0.
Midtvejs i anden halvleg sendte Bologna Andreas Skov Olsen på banen i jagten på en reducering. Den danske angriber var med til at skabe spænding, da hans glimrende oplæg fandt Andrea Poli, der sendte bolden i nettaget til 1-2.
Bologna forsøgte at lægge pres på i slutfasen, men Milan kørte den knebne sejr hjem.
Førerholdet Milan har nu 46 point for 20 kampe foran Inter på andenpladsen med 41 point for 19 kampe inden mødet med Benevento senere lørdag.
Juventus spillede sig på tredjepladsen med 39 point for 19 kampe med udesejren på 2-0 over Sampdoria lørdag. Federico Chiesa scorede til 1-0 efter 20 minutter, og Aaron Ramsey cementerede sejren i tillægstiden.
Midtbanespilleren Mikkel Damsgaard fik den sidste halve time på banen for Sampdoria.
/ritzau/