Matti Lund Nielsen stopper i OB til nytår
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Matti Lund Nielsen stopper i OB til nytår

Den tidligere Serie A-spiller får ikke forlænget kontrakten i OB.

Det blev et kort gensyn i barndomsklubben OB for Matti Lund Nielsen. 

Spilleren får ikke forlænget den kontrakt, som han indgik med OB i slutningen af september. Dermed stopper Lund Nielsen hos Odense-klubben allerede til nytår.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

- Matti har præsteret, som vi havde håbet på. Han er helt igennem professionel og har bidraget godt på både træningsbanen og i de kampe, han har fået. Der er ingen tvivl om, at Matti er kommet tilbage fra Italien med en stor modenhed og professionalisme, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

- Det har naturligvis været svært for ham at komme hertil og spille sig ind på holdet på så kort tid, som han har haft, men han har grebet udfordringen og vist sig rigtig godt frem. Vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, fortsætter han.

Midtbanespilleren har fået sin fodboldopdragelse i OB, og i 2007 fik han sin Superliga-debut for klubben. I 2010 skiftede han imidlertid til FC Nordsjælland, hvorefter han tog videre til italiensk fodbold.

Lund Nielsen opnåede i denne omgang kun to Superliga-indhop for OB.