Video : Tipsbladet
Superliga

Massivt hul i kassen i Brøndby IF

Brøndby IF skal om få måneder tilføres 100 millioner kroner ved en emission, men de penge er allerede brugt, og ved siden af vakler økonomien, skriver Økonomisk Ugebrev.

En opgradering af Brøndby IF Masterclass, nye betonelementer til Sydsiden og bedre loungefaciliteter. Det er bare nogle af de ting, der er på tegnebrættet, når Brøndby IF om et par måneder efter planen får tilført 100 millioner kroner ved en emission.

En proces der skulle være kommet i foråret, men som man valgte at skubbe til efteråret 2019. Nu er der så bare lige et problem.

Pengene er nemlig allerede brugt, det skriver Økonomisk Ugebrev ifølge Ekstra Bladet. Brøndby IF har nemlig mere end 100 millioner kroner i gæld, og faktisk skulle man være helt oppe i omegnen af 120 millioner kroner i minus.

Økonomisk Ugebrev har i en stor rapport kigget på økonomien generelt i Superliga-klubberne, men man har særligt fokus på Brøndby. Og det er ikke det eneste problem, at man formentlig ikke kan bruge en krone af den store emission.

I dagligdagen vakler økonomien nemlig også, og man holdes kun oppe af, at Jan Bech Andersen med flere bliver ved med at holde hånden under klubben. Jan Bech Andersen selv skriver i en kommentar til økonomisk ugebrev:

- Vi halter stadig bagefter finansielt, og vi bliver ikke en bæredygtig fodboldklub, hvis vi ikke bliver dygtigere til at købe og sælge fodboldspillere. Med ansættelsen af Carsten V. Jensen som fodbolddirektør er det vores forventning, at vi på sigt ligeledes bliver en top-3 klub, hvad angår køb og salg af spillere og talentudvikling, skriver Jan Bech Andersen.

Jan Bech Andersen udtaler desuden, at han står fast ved det løfte, han har givet klubben. Et løfte hvor han vil holde hånden under Brøndby IF minimum frem til 2020.