Kommune vil betale halvdelen af Hobros nye stadion
Illustration
Superliga

Kommune vil betale halvdelen af Hobros nye stadion

Mariagerfjord Kommune tilbyder at betale halvdelen af udgifterne til Hobros nye stadion. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Hobro IK er godt i gang med at planlægge det stadionbyggeri, der skal sikre, at klubbens faciliteter lever op til de DBU-krav, der er til at være Superliga-klub. 

Senest har Hobro præsteret en plan for et stadionbyggeri til omkring 35 millioner kroner, men indtil videre har man manglet økonomisk støtte til projektet. Nu kommer der imidlertid en hjælpende hånd fra Mariafjord Kommune, hvor Hobro IK hører til. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Mariagerfjord Kommune tilbyder således at støtte projektet med 17,7 millioner kroner, hvilket svarer til en helt ny tribune med 2444 overdækkede siddepladser og 656 ståpladser. Det er altså halvdelen af det samlede beløb på 35 millioner kroner, som det vurderes et nyt stadion kommer til at koste. 

Til gengæld skal Hobro IK opfylde en række krav, der gavner kommunen. Blandt andet skal alle børn under 16 år have gratis adgang til alle Hobro IK's hjemmekampe, ligesom klubben skal stille gæstetrænere til rådighed for ungdomsspillere i hle Mariagerfjord Kommune. Endelig lægges der op til, at der skal etableres et beskæftigelses-projekt mellem Hobro IK og Mariagerfjord Kommuns arbejdsmarkedesafdeling.  

I Hobro IK har formand Steen Juulsgaard endnu ikke nærlæst Mariagerfjord Kommunes stadiontilbud, men han glæder sig over, at der er udsigt til støtte på 17,7 millioner kroner. 

- Fantastisk, hvis byrådet nu finder et beløb i den størrelsesorden. Et utrolig flot skulderklap til os og en meget stor hjælp til os i vores forsøg på at få et superligastadion på benene på rekordtid. Vi må staks ud at spørge vore mange gode venner og sponsorer, om de vil være med til at løfte den anden halvdel af projektet, siger Hobro-formand Steen Juulsgaard til Nordjyske Stiftstidende.

Ifølge Nordjyske Stiftstidende vil Hobro IK forsøge at rejse de resterende penge til projektet gennem private investorer og folkeaktier.